Danfoss-formand i front for Sønderborg Lufthavn

Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand i industrikoncernen Danfoss, skal fremover stå i spidsen for Sønderborg Lufthavns ‘Advisory Board’, der fungerer som bestyrelse i den kommunalt ejede lufthavn.

Det bliver en af dansk erhvervslivs allertungestenavne, der fremover skal stå i spidsen for Sønderborg Lufthavns Advisory Board. Den luftfartsinteresserede Jørgen Mads Clausen, der er søn af Danfoss-grundlæggeren Mads Clausen, skal fremover væer med til sikre den alsiske lufthavns fremtid.

Lufthavnen arbejder med at skabe en bi-national lufthavn, der skal betjene hele regionen i Nord- og Sydslesvig. Og med et stadig stigende passagertal er der baggrund for optimisme i Sønderborg Lufthavn, der er ejet af Sønderborg Kommune.

“Med sin centrale beliggenhed tæt på den dansk-tyske grænse har Sønderborg Lufthavn et unikt potentiale for vækst og ekspansion. Vi dækker et stort geografisk område, hvor der ikke er andre lufthavne, og det gælder på begge sider af grænsen. Derfor vil vi i de næste 18 måneder fokusere på en række projekter, der styrker os som bi-national lufthavn,“ forklarer lufthavschef Anders Sørensen.

Lufthavnschefen glæder sig over, at Jørgen Mads Clausen fremover skal være formand for det Advisory Board, som kommunen har udpeget som en slags bestyrelse for lufthavnen.

“Det er vi utrolig glade for, da Jørgen Mads Clausen er den helt rette til at udvikle lufthavnen. Vores udsyn er globalt, og vi står over for spændende udfordringer, der bl.a. omfatter forhandlinger med eksempelvis tyske luftfartsselskaber og lufthavne, ruteudvikling og tiltrækning af mere trafik. Der vil Jørgens Mads Clausens viden, engagement og visioner i høj grad styrke Sønderborg Lufthavn,“ siger Anders Sørensen.

Det bliver samtidig en formand for lufthavnen, der selv er meget interesseret i flyvning og luftfart.Jørgen Mads Clausen har sit eget privatfly – udover de firmafly, som Danfoss-koncernen anvender til forretningsrejser.

Herudover er den karismatiske erhvervsmand også kendt for at have udtalt de vise ord. “En pilot skal tage bestik af vejret – ikke kun der hvor han er, men også der hvor maskinen skal hen. At lede er som at flyve.“

Nu skal Jørgen Mads Clausen lede Sønderborg Lufthavn på vej mod en ny fremtid, der indebærer en bid af det nordtyske marked. En udfordring, som han glæder sig til.

“Sønderborg Lufthavn er kommet rigtig langt. Benarbejdet er gjort, og alt er top-trimmet og klar til at gå ind i en helt ny fase. Jeg glæder mig til at være med på holdet og sikre lufthavnen en stærk position som bi-national lufthavn. Det er uhyre vigtigt, at vi fortsat tænker hen over grænsen og også tør tænke visionært og globalt. Lufthavnen kan bære det, og mulighederne er både mange og meget spændende,“ siger Jørgen Mads Clausen.

Jørgen Mads Clausen overtager formandsstolen i Sønderborg Lufthavns Advisory Board efter Kristian Strand, der er direktør for Lodam Electronics. Kristian Strand fortsætter dog som næstformand for lufthavnens Advisory Board.

Foruden formand, næstformand og lufthavnschefen erlufthavnens Advisory Board også repræsenteret ved Jens Østerlund, der er ejer og bestyrelsesformand i Air Alsie, Dirk Nicolaisen fra Industri- og Handelskammeret i Flensborg samt administrende direktør Peter Riggelsen fra Aabenraa-virksomheden Rimeco.