SAS Airbus A320-200neo (Foto: Bene Riobó | Creative Commons 4.0)

Danmark får 20 procent af ny SAS-kapacitet

SAS indsætter i sommertrafikprogrammet for 2018 i alt 1,3 mio. nye sæder, men Danmark har blot fået en femtedel af den nye kapacitet.

SAS kunne i mandags offentliggøre sit kommende sommertrafikprogram for 2018 ved pressemøder i Stockholm, København og Oslo. Det er samlet blevet til 27 nye ruter fra 10 skandinaviske lufthavne, og der er kommet seks helt nye destinationer i rutenetværket.

De nye destinationer er Verona, Sarajevo, Genova, Toulon og Beirut samt den svenske indenrigsdestination Örnsköldsvik.

Selvom Københavns Lufthavn har sat sig på fire af de seks nye destinationer, så er det danske marked ikke blevet begunstiget, hvad angår andelen af den samlede kapacitetsøgning.

Ifølge SAS bliver der udbudt 1,3 mio. ekstra flysæder i næste års sommertrafikprogram, der starter den 25. marts og slutter den 27. oktober. Heraf har Danmark blot fået 230.000 sæder, hvilket svarer til lige omkring 20 procent. Resten tilhører Norge og Sverige, selvom ruten fra Oslo til Aarhus dog indgår i den norske kapacitet.

Det er der ifølge SAS en logisk forklaring på, da markedet og de økonomiske betingelser tilsyneladende er bedre i Stockholm og Oslo sammenlignet ned København.

“Danmark har fået nogle rigtig spændende destinationer i sommerprogrammet, og det er værd at notere de mange internationale ruter, som vi etablerer ud af Aarhus Lufthavn. Vi ville gerne placere en større andel af vores tilvækst i Københavns Lufthavn, men givet et markant lavere afgiftsniveau i Stockholm og Oslo koblet med en stærk udvikling i efterspørgslen i både Norge og Sverige, så forventer vi at opnå et bedre afkast der,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Svensk overraskelse
Fra Norge åbner SAS nye ruter fra i alt fem lufthavne. Oslo vil blive forbundet med Aarhus, Athen, Geneve, Prag, Thessaloniki og Warszawa, mens der også er blevet plads til regionale ruter fra Bergen til Hamborg, Pula (Kroatien), Tromsø og Alicante. Fra Stavanger bliver der åbnet en rute til Pula, mens Trondheim får Kristiansand og Spilt på rutekortet.

På det svenske marked er det primært Stockholm-Arlanda, der bliver tilgodeset. Udover indenrigsruten til Örnsköldsvik er der nye ruter til Birmingham, Gazipasa, Lissabon og Verona.

Fra Malmø-Sturup lufthavnen vil SAS flyve tre gange om ugen til Málaga, mens der ganske opsigtsvækkende bliver to ugentlige afgange fra Skellefteå i det nordøstlige Sverige til Málaga. Skellefteå Lufthavn havde sidste år 280.000 passagerer igennem terminalen, hvilket nogenlunde svarer til passagertallet i Bornholms Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

SAS har fundet en ny Provence-lufthavn

SAS vender tilbage til Beirut

Syv SAS-ruter fra Aarhus Lufthavn

SAS og Aarhus Lufthavn i strategisk samarbejde