Aalborg Lufthavn set fra luften (Foto: Aalborg Lufthavn)

Danmarks første regionale lufthavn fylder 80 år

Cementkoncernen FLSmith skabte oprindeligt grundlaget for Danmarks første regionale lufthavn, der i år kan fejre 80 års fødselsdag.

Søndag den 29. maj 1938 var en festdag i Aalborg. Op imod 100.000 tilskuere var strømmet til fra hele Nordjylland, da Aalborg Lufthavn som den første regionale lufthavn blev indviet med et gigantisk flyvestævne. Ved indvielsen udtalte Aalborgs daværende borgmester Marinus Jørgensen, at “lufthavnen er ikke bygget som konkurrent til hverken biler, skibsfart eller jernbaner, men som et skridt ind i fremtiden.“

Allerede halvandet år før lufthavnsåbningen havde man havde tyvstartet indenrigsflyvningen fra en græsmark ved Aalborg Portlands cementfabrik i Rørdal ved Aalborg. Således var FLSmidth, som moderselskab for Aalborg Portland, med til at sikre den første indenrigsrute i Danmark.

Det skete i konkurrence med Esbjerg, der fik den første indenrigsrute med DDL den 18. juli 1937. Denne rute blev etableret til den gamle lufthavn i Kjersing, som i dag er en del af Esbjerg by. Også lufthavnen i Rønne var tidligt ude, da  A/S Den bornholmske Flyveplads blev stiftet i 1936. Man skulle dog frem til 16. november 1940 før der kom regelmæssig indenrigsflyvning til og fra Rønne.

Billigere at flyve i dag
Da Danmarks første indenrigsrute fra Aalborg blev åbnet i 1936 kostede en enkeltbillet 25 kroner, og rejsetiden var på 100 minutter mellem Aalborg og København i et Fokker F VII-fly med plads til otte passagerer.

Det kan SAS og Norwegian gøre hurtigere og billigere i dag med en rejsetid på 45 minutter og en billetpris, der er noget lavere, end de cirka 850 kroner, som er nutidsværdien af den oprindelige billetpris.

Til gengæld er der i dag plads til op til 198 passagerer i iindenrigsflyene fra Aalborg mod de otte passagerer, der foruden pilot og radiotelegrafist var plads til i 1936.

Indenrigsruten til København blev fra starten en succes, og den blev efterfulgt af udenrigsruter til først Hamborg og sidenhen Kristiansand. Ruten til Hamborg var lidt speciel, idet den opererede via Silkeborg (Ry) samt Esbjerg undervejs.

Stor militær flyvebase 1940-45
Glæden ved at have en civil lufthavn i Nordjylland forsvandt den 9. april 1940. Danmark blev besat af tyske tropper, der blandt andet ønskede at omdanne Aalborg Lufthavn til en kæmpemæssig tysk militær flyvebase, der fik navnet Aalborg Fliegerhorst West. Lufthavnen fik Europas længste landingsbaner og blev en vigtig strategisk enhed som springbræt til Norge.

Under besættelsen blev den oprindelige civile lufthavnsbygning fra 1938 revet ned. Efter krigen overtog Royal Air Force den tyske militærlufthavn og ødelagde alt tysk krigsmateriel i lufthavnen. Fly, hangarer, biler, lufthavnsudstyr, reservedele og meget andet blev sprunget i stumper og stykker.

Atter liv i lufthavnen
I juni 1945 blev indenrigsruten til København genoptaget, og i 1946 blev Aalborg Lufthavn ligesom de flest andre lufthavne overtaget af staten. Efter få år var der, udover indenrigsruten til København, også flyvninger fra Aalborg til Aarhus, Gøteborg, Kristiansand, Stavanger, Oslo samt helt til Amsterdam og London.

De fleste udenrigsruter fik dog en kort levetid, og drømmen om at etablere et “hub“ som endestation for Atlanterhavsflyvningerne fra Amerika med videreforbindelser til de skandinaviske hovedstæder bristede.

I 1951 var passagertallet på indenrigsruten til København så lavt, at SAS i en periode så sig tvunget til at lukke ruten ned.

Sidenhen blev Flyvestation Aalborg fra 1952 til 1954 etableret i den nordlige del af lufhavnen, mens der opførtes en civil lufthavnsbygning i 1954 i den sydlige ende. Fra sidst i 1950´erne og op gennem 1960´erne steg passagertallet igen, og i 1969 måtte lufthavnsbygningen udvides.

Skibsruten med natbåden mellem Aalborg og København lukkede i 1970, hvilket øgede antallet af passagerer på indenrigsflyene. De første charterrejser gik afsted fra Aalborg Lufthavn i 1971, men passagererne forsvandt til Billund, da der ikke var tilstrækkelig kapacitet i den nordjyske lufthavn. Først i 1982 stod en ny og langt større lufthavnsterminal klar. Det var angiveligt langsommelig statslig sagsbehandling, der kostede passagerer i denne periode.

Kommuner overtog lufthavnen
Man skal helt frem til 1997, førend der igen skete noget omkring lufthavnen. Staten besluttede at afhænde ejerskabet af lufthavnen, der i stedet blev foræret til 13 nordjyske kommuner, der sidenhen er blevet til seks storkommuner. Det er således i dag kommunerne i Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerland, der ejer andelsselskabet bag lulfthavnen.

På lufthavnens 63 års fødselsdag i 2001 åbnedes en ny stor terminal med de karakterisktiske boomerangformede spær og to etagers glasfacade mod airside. Prisskiltet lød på 110 millioner kroner, men det var nok til at få charterselskaberne til langsomt at vende tilbage igen.

Da lavprisflyselskabet Sterling Airlines i 2006 gjorde sit indtog i lufthavnen, blev priserne presset i bund med op til 20 afgange om dagen til Københavns Lufthavn. Det fik samtidig passagertallet til at eksplodere, og i 2007 blev terminalen forlænget med 60 meter til i alt 186 meter. Prisen var denne gang på 60 millioner kroner.

Vendepunkt fra 2008
I 2008 tiltrådte den daværende SAS-stationschef, Søren Svendsen, som ny administrerende direktør i lufthavnen. Få måneder efter sin tiltrædelse gik Sterling Airlines konkurs, men den nye direktør formåede i stedet at tiltrække det norske lavprisflyselskab Norwegian som ny operatør på indenrigsruter samt at få etableret flere udenrigsruter.

Siden 2008 har der udelukkende været fremgang med nye ruter og nye operatører. Lufthavnen har været på en langvarig rejse med at gennemføre en transformation fra indenrigslufthavn til en international regional lufthavn. Et enkelt bump på vejen var dog Cimber Sterlings konkurs i 2012, men den ser lufthavnen ud til at have overvundet bedre end flere andre lufthavne.

I dag er der således fremgang i charter- og udenrigssegmentet, der i højere grad fremover vil være en af lufthavnens tre grundpiller. Lufthavnsterminalen blev i 2013 udvidet med 7.000 kvadratmeter, hvilket har givet plads til dobbelt så mange gates, lounge og et 500 kvadratmeter stort butiksområde.

I mellemtiden har passagerer fra Aarhus, Randers, Viborg og Silkeborg i stigende grad fået øje på den nordjyske lufthavn, der har 5.000 gratis parkeringspladser til rådighed samt et voksende rutetilbud. I løbet af få år ventes der at køre fjerntog direkte til området nær lufthavnsterminalen, hvorefter lufthavnen kan tage endnu et stort skridt fremad.