Dansk fly på farten i 267 dage til 88 lande

Danish Air Transport (DAT) tog i sidste uge hul på en 267-dages turné med selskabets MD83-fly på vegne af FIFA og Coca-Cola. Det har kostet i underkanten af to mio. kroner at indrette og male flyet til den særlige opgave.

I disse timer befinder DAT´s MD83-fly med registreringen OY-RUE sig langt væk fra sin hjembase i Billund. Flyet er blevet lejet med besætning til at gennemføre en verdensturné på 267 dage til i alt 88 lande.

Kunden er det internationale fodboldforbund FIFA og den amerikanske læskedrikproducent Coca-Cola, der skal flyve verden rundt for at promovere de kommende verdensmesterskaber i fodbold.Turnéen hedder FIFA World Cup Trophy Tour og blev formelt indledt den 12. september i Rio de Janeiro, der skal være vært ved VM-slutrunden i 2014.

Flyet, der skal gennemføre turnéen med VM-trofæet, ankom til Billund Lufthavn søndag den 22. september efter at have været omlakeret i udlandet. Iløbet af halvandet døgn blev flyet efterfølgende klargjort med ny kabineindretning, flystole, tæpper og meget andet.

“Det var noget af et monstorjob, der varede fra søndag aften til tirsdag formiddag. Det hele blev dekoreret indvendig, og der blev lagt nyt tæppe i kabinen,“ forklarer en stolt Jesper Rungholm, der er administrerende direktør for DAT.

Det har kostet lige i underkanten af to mio. kroner at gøre flyet klar til turnéen. Det er blevet malet i en særlig bemaling, og flyet er blevet indrettet med et særligt interiør.

I flyet er der blandt andet 40 VIP-stole, der skal benyttes til de inviterede gæster, der skal tage VM-pokalen i øjesyn i de lande og byer, som flyet skal besøge. Tirsdag i sidste uge tog MD83-flyet afsted fra Billund og satte kursen mod Atlanta, der er hovedkvarter for The Coca-Cola Company. Herfra gik turen til Costa Rica, og i går var flyet på vingerne igen på vej til Honduras.

Kontrakten med DAT lyder på 280 flyvetimer, men DAT-direktøren ønsker ikke at oplyse noget om ordrens størrelse.

“Vi får en ganske god betaling for opgaven,“ siger Jesper Rungholm med en god portion jysk beskedenhed.

Tre gange rundt om jorden
Flyet kommer til Danmark lørdag den 9. november, hvor det lander i Billund Lufthavn. Her vil pressen og særligt inviterede gæster få mulighed for at komme ombord og se nærmere på specialflyet og FIFA VM-trofæet.

I forbindelse med besøget i Danmark benytter DAT lejligheden til at skifte besætning. FIFA-turnéen har det ikke været svært at lovertale de ansatte til at deltage i. Der er faktisk venteliste blandt medarbejderne for at komme med på turen.

Jesper Rungholm oplyser, at flyet er bemandet med to piloter, tre kabineansatte og en mekaniker. Opgaven afvikles med en fire ugers rotation, således at mellem 40 og 50 DAT-medarbejdere vil være involveret i opgaven på et eller andet tidspunkt.

Når opgaven slutter har DAT-flyet samlet tilbagelagt 149.577 kilometer, hvilket er mere end tre gange rundt om jorden.

Det er muligt at følge FIFA World Cup Trophy Tour på både Facebook og Twitter.

Foto: Thorbjørn Brunander Sund.(Flere fotos er tilgængelige her.)