- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dansk flyselskab med ny VVIP-flyvning

Den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian besøgte umiddelbart før jul Libyen, og flyet 'Snowflake Fairytale' fra et dansk flyselskab, bragte ministeren sikkert ud og hjem.

Det danske flyselskab BackBone Aviation har ikke haft meget af glæde sig over i julemåneden. En millionkontrakt med Powdair gik i vasken som følge af økonomiske problemer hos den irske virksomhed, og to Bombardier CRJ200-fly med besætninger havde udsigt til at stå ubeskæftigede hen i de kommende måneder.

Men BackBone Aviation fik kort før jul sikret sig en attraktiv opgave med en VIP-flyvning til en udfordrende destination. Slutkunden var den franske regering, der havde besluttet at sende udenrigsminister Jean-Yves Le Drian på en specialopgave i Libyen. Her skulle ministeren besøge Libyens rivaliserende fraktioner for at understøtte den igangværende FN-fredsproces, der skal føre til valg i foråret 2018.

Piloterne fra BackBone Aviation venter på den franske udenrigsminister. (Foto: BackBone Aviation)

Det nordafrikanske land har to rivaliserende grupper, der har kæmpet siden den daværende libyske stadsleder Muammar Gadaffi blev afsat og sidenhen døde i oktober 2011. Den franske udenrigsministers besøg i Libyen indebar derfor besøg hos den FN-støttede administration i hovedstaden Tripoli i den vestlige del af landet samt oprørerne omkring Benghazi i den østlige del af Libyen.

En udfordrende opgave
Torsdag den 21. december satte CRJ200-flyet med registreringen OY-BPO kurs mod Libyen som rutenummer BOB4863 fra Le Bourget-lufthavnen i det nordøstlige Paris. Første stop var Mitiga International Airport, der siden slutningen af 2016 har været anvendt som primær lufthavn for den libyske hovedstad. Tripoli International Airport blev nemlig voldsomt beskadiget under kampe i august 2014 og har ikke været benyttet siden.

Det næste stop i det borgerkrigshærgede land var Benina International Airport, der servicerer Benghazi, der er landets næststørste by. Denne lufthavn blev åbnet den 15. juli i år efter at have været lukket siden 2014 som følge af kampe i området.

Der var således tale om en udfordrende opgave for BackBone Aviation, hvor der var store sikkerhedsforanstaltninger forbundet med flyvningerne.

I november udførte BackBone Aviation også en særlig VVIP-opgave (Very very important person, red.). Dengang var det statslederne fra Ungarn og Jordan, der sammen blev fløjet til den jordanske havneby Aqaba fra henholdsvis Budapest og Amman i forbindelse med drøftelser omkring flygtningespørgsmål.

 

Relaterede artikler:

Powdair-kollaps rammer dansk flyselskab

Dansk flyselskab i fare for at miste stor kontrakt

Dansk flyselskab på VIP-opgave i Jordan

Danske piloter trænes i alpeflyvning

Tidligere Maersk-fly får base i Esbjerg