DAT-fly får movember-skæg

Movember-kampagnen har nu også fundet vej til dansk luftfart. Danish Air Transport, der flyver mellem København og Bornholm, har udstyret et af deres ATR72-fly med movember-overskæg i hele november måned.

Hvert år i november måned ser man mange mænd med en skægvækst udover det sædvanlige. Det hænger sammen med den verdensomspændende Movember-kampagne, der opfordrer mænd til at lade overskægget stå i årets 11. måned til fordel for mænds sundhed.

Gennem Movember-kampagnen sættes der fokus på prostata- og testikelkræft, og skægget skal medvirke til at skabe en vedkommende, involverende og engagerende opmærksomhed omkring mænds sundhed.

Sidste år gik flere udenlandske flyselskaber forrest og præsenterede fly, der havde fået påmalet et skæg i forskellige afskygning. Det blev oplevet hos British Airways, Virgin, Qantas og WestJet.

I år har Danish Air Transport (DAT) valgt at deltage i movember-kampagnen. Her vil passagererne på ruten mellem København og Bornholm blive mødt med et ATR-fly med overskæg, hvilket så sandelig ikke er et syn, som man møder hver dag.

“Kampen mod kræft er et vigtigt samfundsmæssigt anliggende. Så da Movember-kampagnen henvendte sig for at høre om muligheden for at dekorere vores fly med overskæg, sagde vi straks ja. Vi støtter altid op om et godt formål, og vil meget gerne gøre en indsats mod prostata- og testikelkræft,“ fortæller administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT.

Skægvækst i cockpittet
Hos DAT er det ikke kun selskabets fly, der får overskæg. Skægvæksten vil vokse helt ind i cockpitet.

“Vi har opfordret personalet til også at støtte op om Movember, så i november måned vil vores passagerer på ruten mellem Bornholm og København kunne opleve vores piloter med overskæg,“ siger Jesper Rungholm, der i øvrigt selv ser frem til at anlægge sig et overskæg i de 30 dage kampagnen varer.

Hos DAT er det planen at afvikle en intern konkurrence om, hvem af de ansatte, der har det flotteste overskæg, når måneden er overstået. Præmien går ubeskåret til Movember.

DAT oplyser, at bidrag og støtte til Movember kan gives på en særlig hjemmeside, hvor samtlige Movember-aktviteter over hele Danmark samles. Af siden fremgår det, at DAT´s marketingchef Betina Petersen er teamleder for Movember-teamet. Hun bliver dog af naturlige årsager ikke spået de store chancer for at vinde dysten blandt de ansatte i DAT.