I-SMES bliver snart til OY-RUT. Foto: Aldo Bidini / Wikimedia Commons.

DAT køber MD-82 fra italiensk flyselskab

Danish Air Transport har sammen med et nært beslægtet leasingselskab hentet fire brugte MD-80 fly i Italien. Et fly skal indgå i DAT-flåden, mens resten skal sælges videre.

Det danske flyselskab Danish Air Transport har sammen med leasingselskabet Danish Air Leasing, som ejerne af Danish Air Transport også er medejer af, været på juleindkøb i Italien. Her har man fundet fire 26 til 30 år gamle MD-82 og MD-83 fly, som det italienske flyselskab Meridiana har besluttet at pensionere.

Danish Air Transport køber MD-82 flyet med registreringen I-SMES samt en større mængde reservedele. Efter at være blevet omregistreret til OY-RUT samt skrevet på Danish Air Transports driftstilladelse og været en tur i malerhallen, vil det blive brugt til til ad hoc-charter og ACMI-produktion sammen med DAT’s MD-83 fly OY-RUE.

Mulige købere i Afrika
De tre øvrige fly er to MD-82 fly med registreringen I-SMER og I-SMET samt et MD-83 fly med registreringen I-SMEN. De tre fly har Danish Air Leasing købt med henblik på videresalg. Leasingselskabet er i forhandlinger med mulige købere i Afrika, Tyrkiet og Ukraine.

I-SMET har stået parkeret i Billund Lufthavn i knap to uger, og de tre øvrige fly vil støde til i de kommende måneder.

Meridiana skiller sig af med de aldrende arbejdsheste og gør i stedet klar til at indfase i alt 20 helt nye Boeing 737 MAX-8 fly fra næste år. Flådefornyelsen kommer efter at Qatar Airways i 2016 blev medejer af selskabet.

Til salg-skilt
Danish Air Transport har de senere år anskaffet sig nyere Airbus A320-fly til erstatning for sine MD-fly. Men det Vamdrup-baserede selskab kan ikke rigtig skille sig af med MD-flyene. Et MD-87 fly blev pensioneret for to år siden, men først solgt i år. Og MD-83 flyet OY-RUE fik et ”Til salg”-skilt i forruden i august sidste år, men flyver stadig flittigt med blandt andet virksomheder, sportshold, sportsfans og andre store grupper, der har brug for at komme hurtigt ud og hjem.

SAS pensionerede sine MD-fly for fire år siden, men adskillige selskaber – især i Afrika – bruger stadig flytypen, der var i produktion fra 1979 til 1999 og blev bygget i 1.191 eksemplarer. 346 MD-80´ere flyver fortsat.

 

Relaterede artikler:

Sidste rejse for DAT MD87

DAT vil sælge MD83-fly

DAT henter MD-fly tilbage

Vemod og glæde ved MD-80-farvel

Qatar Airways køber sig ind i italiensk flyselskab