- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT overtager Oslo-rute

Danish Air Transport skal fremover betjene ruten mellem Ørland og Oslo på vegne af Viking Air Norway, hvis datterselskab indstiller driften den 12. januar.

Det bliver et dansk flyselskab, der fra den 14. januar skal betjene den norske indenrigsrute mellem Ørland og Oslo. Den 6. oktober sidste år måtte Aalborg-selskabet North Flying efter 14 år trække sig ud af samarbejdet med Air Norway om drift af ruten mellem Ørland og Oslo, da norske FlyViking den 16. oktober ville starte på ruten med 39-sæders Dash 8-100-fly.

Men FlyViking har som følge af store økonomiske tab valgt at indstille flyvningerne den 12. januar, og derfor er Danish Air Transport (DAT) kommet på banen. På vegne af Air Viking – et nyoprettet datterselskab af Viking Air Norway – skal DAT foreløbigt frem til sommer beflyve ruten med en ATR42-300.

Der bliver i første omgang tale om to rotationer på hverdage samt en enkelt rotation om søndagen, hvilket samlet svarer til 11 ugentlige afgange i hver retning.

Den økonomiske risiko har Fly Viking Norway og det nye datterselskab. Således skal DAT levere fly og besætninger på en såkaldt ACMI-aftale samt stille bookingsystem og billetudstedelse til rådighed på DX-koden, som DAT opererer under.

Ruten vil blive opereret med ATR42-flyet LY-ARI fra DAT´s litatuiske datterselskab DOT LT.

Risikofrit samarbejde
Hos DAT er man glade for den nye aftale, og det danske flyselskab har da også stor erfaring med det norske marked og lignende operationer. I 2011 overtog DAT ruten mellem Skien og Bergen fra det norske flyselskab Vildanden, og det er nogenlunde samme konstruktion, der er indgået med Fly Viking Norway.

“Det norske selskab har ingen AOC (driftstilladelse, red.) og derfor er der tale om en wetlease på vegne af et virtuelt flyselskab. Vi har ingen risiko i operationen, og det norske selskab har stillet de nødvendige garantier,” siger administrerende direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport til CHECK-IN.dk.

Den 15. september sidste genåbnede Ørland Lufthavn, der ligger på Fosenhalvøen i Sør-Trøndelag på Norges vestkyst nær Trondheim. Lufthavnen havde været lukket i næsten ni måneder, da hovedbanen skulle forlænges med 600 meter fra de daværende 2.714 meter.

Årsagen til baneforlængelsen og den omfattende udbygning skyldes, at lufthavnsoperatøren deler infrastruktur med den militære flyvestation, der fremover skal være base for de nye F-35 kampfly, som den norske regering har valgt at anskaffe. Det bliver da også primært rejsende mellem Oslo og den militære flyvestation, som DAT kommer til at flyve med.

 

Relaterede artikler:

Norsk Widerøe-udfordrer indstiller driften

North Flying mister operationer i Norge

Dansk flyselskab presses ud af Norge

Genoptager Norges-rute fra Aalborg

Dansk flyselskab må sætte Norges-rute på pause