DAT presset til forhandlingsbordet

Danish Air Transport og LO har indledt forhandlinger om en overenskomst for selskabets flyvende personale. DAT-direktør fastholder dog, at hverken selskabet eller de ansatte ønsker en overenskomst.

Søndag den 15. juni holdt Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm, flere brandtaler for passagererne ombord på selskabets fly fra Bornholm til København. Her fortalte han i klare vendinger, at hverken selskabet eller dets ansatte ønskede at tegne overenskomst, sådan som Flyvebranchens Personale Union og LO ønskede. Blandt passagererne var adskillige politikere og fagforeningsbosser på vej hjem fra weekendens folkemøde.

I går torsdag, 11 dage senere, sad Jesper Rungholm alligevel over for LO’s næstformand Lizette Risgaard i LO’s hovedkontor på Islands Brygge i København ved de første forhandlinger om en overenskomst for Danish Air Transports flyvende personale.

”Det er træls at man skal presses til noget, som hverken vi eller de ansatte vil have. Men man skal vælge sine kampe med omhu. Hvis ikke vi har en overenskomst, så vil det formentlig skabe en masse bøvl, som vi ikke vil udsættes for,” forklarer Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk om kovendingen.

Det kunne eksempelvis skabe bøvl, hvis handlingmedarbejdere, der oftest er organiseret i LO-forbundet 3F, indledte en blokade mod Danish Air Transport, så selskabets fly ikke kunne blive lastet og tanket i danske lufthavne. Men den slags trusler har ikke været på bordet, understreger Jesper Rungholm.

”Vi har ikke fået nogle trusler. Derimod har vi haft en super god dialog. Når man nu skal samarbejde, så kan man lige så godt få det bedste ud af det,” pointerer Jesper Rungholm.

Positiv tilgang
Hos LO glæder næstformand Lizette Risgaard sig over, at forhandlingerne nu er sat i gang.

”Jeg er glad for den positive tilgang, vi i dag har oplevet fra DAT’s side. Jeg er sikker på, at forhandlingerne mellem parterne vil resultere i en overenskomst, som både ledelse og medarbejdere bliver glade for,” siger Lizette Risgaard, der selv hørte Jesper Rungholms brandtale i flyet.

Flyvebranchens Personale Union og Danish Air Transport har aftalt nye forhandlingsmøder.

Hvis DAT ender med at indgå en overenskomst vil det sandsynligvis give dem en blåstempling, som kan gøre det lettere at få kontrakt på wet lease-flyvninger for andre selskaber og charterflyvninger.