DAT skal flyve Karup-rute for Norwegian

Norwegian har indgået et opsigtsvækkende samarbejde med Danish Air Transport (DAT), der skal flyve seks gange dagligt mellem Karup og København for det norske lavprisflyselskab.

Siden Norwegian i begyndelsen af maj måned sidste år genåbnede flyruten mellem Karup og København få dage efter Cimber Sterlings konkurs, har det midt- og vestjyske erhvervsliv efterspurgt flere daglige afgange på ruten.

Hidtil har Norwegian benyttet sig af indlejede Boeing 737-300 fra Jet Time med i alt 148 sæder. Her har man fire gange dagligt fløjet frem og tilbage mellem Karup og København. Men det har ikke været nok, idet der er brug for flere afgange for at sikre et attraktivt tilbud til indenrigsrejsende.

Nu har Norwegian tilsyneladende lyttet til kunderne, idet det norske lavprisflyselskab fra den 27. oktober har indgået et samarbejde med Danish Air Transport (DAT), der skal flyve på ruten med et 66-sæders ATR72-fly på vegne af Norwegian. Det oplyser Norwegian på et pressemøde i Karup Lufthavn.

Seks hverdagsafgange
Med indsættelsen af et mindre fly bliver der mulighed for at operere seks daglige afgange på hverdage mod de nuværende fire, hvilket i høj grad imødekommer ønskerne fra erhvervslivet. Antallet af ugentlige afgange øges således fra de nuværende 23 til i alt 33 i hver retning. Det svarer til en vækst på hele 43 procent.

Der flyves fra Karup kl. 06.20, 08.45, 11.10, 13.55, 16.20 og 18.45 på mandage til fredage og retur fra København kl. 07.35, 10.00, 12.25, 15.10, 17.35 og 20.00. Lørdag bliver der en daglig rundtur, mens der bliver to afgange fra Karup til København om søndagen samt tre afgange den modsatte vej.

“Det er en stor glæde, at vi nu kan tilbyde vores passagerer på denne rute markant flere afgange. Netop dette har været et stort ønske fra det midt- og vestjyske erhvervsliv. Siden vi startede på ruten, har vi løbende haft en dialog med lufthavnen og erhvervslivet om, hvordan vi bedst kunne få denne rute til at fungere. Vi mener, at vi ved at hyre et mindre fly ind til at operere ruten, har fundet den mest hensigtsmæssige løsning for alle parter,“ siger Johan Bisgaard Larsen, der er presse- og markedschef for Norwegian i Danmark.

Presset lufthavn
Hos Karup Lufthavn er der glæde over Norwegians beslutning. Lufthavnen er hårdt presset økonomisk på grund af vigende passagertal, og ejerkommunerne måtte i slutningen af sidste år træde til med en kapitalindsprøjtning på 10 mio. kroner for at sikre lufthavnens overlevelse.

“På baggrund af et stort pres fra områdets erhvervsliv og organisationer har Karup Lufthavns bestyrelse haft stor fokus på at øge frekvensen af afgang på Karup-København. Derfor glæder det mig, at samarbejdet med Norwegian udvides og antallet af frekvenser øges. Dette viser, at Norwegian vil Karup og derved understøtter infrastrukturen og væksten i Midt- og Vestjylland,“ udtaler Erik Jakobsen, der er lufthavnschef i Karup Lufthavn.

Umiddelbart betyder indsættelsen af ATR-fly sammen med opgraderingen af frekvenser ikke flere udbudte flysæder. På ugebasis tilbyder Norwegian i øjeblikket 6.956 sæder på Boeing 737-flyene, mens ATR-flyene med den nye tidtabel vil have en samlet kapacitet på 4.290 passagerer per uge. Men med de hyppige afgange er der er væsentlig større mulighed for at sælge den udbudte ATR-kapacitet, end det har været tilfældet med Boeing 737-flyene, der har fløjet halvtomme igennem lang tid.