De afgør SAS’ skæbne

På søndag mødes bestyrelsen i SAS for at afgøre, om den fremlagte spareplan kan gennemføres og selskabet kan reddes. Men hvem er de egentlig?

Mens SAS’ koncernchef Rickard Gustafson og fagforeningsledere indtager mediemanegen og kommer med deres holdninger til SAS’ omfattende spareplan, så ligger SAS’ fremtidige skæbne i sidste ende i hænderne på fem mænd og fem kvinder, som er forholdsvis ukendte blandt medarbejderne i SAS og i den brede offentlighed. De udgør nemlig SAS’ bestyrelse. Og på et ekstraordinært bestyrelsesmøde på søndag, skal de tage stilling til, om den foreslåede spareplan kan gennemføres.

Bestyrelsen har stillet som krav, at koncernchef Rickard Gustafson på søndag medbringer underskrevet aftaler med fagforeningerne. Bestyrelsen vil have fagforeningerne til at acceptere de krav om lønnedgang og en række øvrige ændringer af løn- og ansættelsesvilkår, som ledelsen foreslog mandag. Hvis ikke fagforeningerne makker ret og skriver under inden søndag, vil SAS’ bankforbindelser og hovedaktionærer, de tre skandinaviske stater, ikke garanterer for de kreditter, som det er nødvendigt at yde til selskabet, for at det kan overleve.

Bestyrelsen består af ti personer, hvoraf de syv vælges hvert år på selskabets generalforsamling. De resterende tre udpeges af medarbejderne.

De syv generalforsamlingsvalgte medlemmer er i gennemsnit mere end 58 år gamle og har alle erfaring fra bestyrelsesarbejde. Fem af de syv arbejder fuldtids som bestyrelsesmedlemmer. SAS’ bestyrelsesformand, danskeren Fritz H. Schur, har sammen med næstformand, Jacob Wallenberg, haft sæde i bestyrelsen siden 2001. Her gik hele den gamle bestyrelse af efter at SAS modtog en bøde på knap 300 mio. kroner fra EU-Kommissionen på grund af et ulovligt kartelsamarbejde med Maersk Air.

Går op i formalia
Fritz Schur blev formand for bestyrelsen i 2008 og bestrider posten ved siden af to bestyrelsesposter i Post Norden og DONG Energy, samt en række andre bestyrelsesposter. I en ny bog om Fritz Schur med titlen ”Kammerherrens nye klæder” beskrives han som en bestyrelsesformand, der går meget op i formalia og at der er orden i aktiebøgerne. Til gengæld beskrives han i bogen som meget lidt interesseret i at udforme mere langsigtede strategier for de virksomheder, som han står i spidsen for. Men flere kilder påpeger også i bogen, at Fritz Schur besidder en vigtig evne for en bestyrelsesformand for et statsligt selskab. Han er nemlig rigtig god til at sørge for, at virksomheden ikke skaber problemer for den ansvarlige minister.

I den aktuelle situation har det dog været svært for Fritz Schur at holde finansminister Bjarne Corydon ude af rampelyset. Og sågar statsminister Helle Thorning-Schmidt blev på et pressemøde tirsdag spurgt til situationen i SAS. Både Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt opfordrer medarbejderne til at acceptere den spareplan, som SAS-ledelsen har fremlagt.

Gøres på mange måder
Den røde tråd i spareplanen er blandt andet at gøre aftalesystemet mere enkelt og ensrette vilkårene for personalegrupperne på tværs af landegrænserne. Det skal give SAS-ledelsen større manøvrerum. Noget, som allerede var på bestyrelsesformandens dagsorden for fire år siden.

”Der er desværre nogle områder, hvor beslutningsgangen er for tung. Det betyder ikke, at vi ikke skal forhandle med medarbejderne, for det skal vi. Men det kan gøres på mange måder,” sagde Fritz H. Schur i 2008 til Jyllands-Posten i forbindelse med sin udnævnelse til bestyrelsesformand.

Schur kom for alvor i vælten i marts i år, da han i DONG Energy fyrede selskabets direktør gennem mere end 10 år, Anders Eldrup. Sidstnævnte sad i den SAS-bestyrelse, som gik af i 2001.

I den aktuelle SAS-krise har Fritz Schur i høj grad formået at holde sig ude af mediernes søgelys og lade koncernchef Rickard Gustafson tale ledelsens sag. Schur har ellers tidligere deltaget aktivt i forhandlinger om nye overenskomster. Det skete ifølge bogen ”Kammerherrens nye klæder” så sent som i 2010. Forhandlingsforløbet mellem SAS-ledelsen og den danske kabineforening havde dog været så intens, at det i marts 2010 var nødvendigt at rense luften ved et forsoningsmøde hos fagforeningen FTF, som kabineforeningen er en del af.

Ikke blive set
Næstformand Jacob Wallenberg er repræsentant for den stenrige svenske Wallenberg-familie, der er den største private aktionær i SAS med 7,6 procent af aktierne. Til sammenligning ejer den danske stat 14,3 procent af aktierne. Det samme gør nordmændene og svenskerne er storebroderen med 21,4 procent. Wallenberg-familiens motto er det latinske udtryk“Esse non Videri“, der kan oversættes til ”at være, men ikke til at blive set”.

Jacob Wallenberg ytrer sig da også meget sjældent om situationen i SAS. I den aktuelle krise har Wallenberg dog gjort en undtagelse. Tirsdag i denne uge var han således i medierne med en markant udmelding om, at SAS’ enhedsomkostninger skal ned på niveau med dem, som man finder hos ultralavprisselskabet Ryanair. Et niveau hvor hverken Norwegian eller easyJet befinder sig.

Endelig er der de menige bestyrelsesmedlemmer. De gør ikke meget væsen af sig i offentligheden og lader Fritz Schur eller koncernchef Rickard Gustafson føre ordet.

SAS’ bestyrelse:

Fritz H. Schur, formand. (Født 1951)
Medlem af bestyrelsen siden 2001. Formand siden april 2008. Desuden formand for blandt DONG Energy og Post Norden.

Jacob Wallenberg, næstformand. (Født 1956)
Medlem af bestyrelsen siden 2001. Bestyrelsesformand for Investor AB. Medlem af bestyrelsen for Coca-Cola og en række andre store virksomheder.

Timo Peltola (Født 1946)
Medlem af bestyrelsen siden 2005. Bestyrelsesformand i Neste Oil. Viceformand for TeliaSonera.

Jens Erik Christensen (Født 1950)
Medlem af bestyrelsen siden 2006. En række bestyrelsesposter inden for venture kapital, forsikring og pension.

Dag Mejdell (Født 1957)
Medlem af bestyrelsen siden 2008. Koncernchef for Posten Norge AS. Formand for arbejdsgiverforeningen Spekter og det internationale postforbund.

Gry Mølleskog (Født 1962)
Medlem af bestyrelsen siden 2010. Seniorpartner i verdens største rekrutteringsfirma, Korn/Ferry International.

Monica Caneman (Født 1954)
Medlem af bestyrelsen siden 2010. En række bestyrelsesposter inden for pension og bankvæsen.

Elisabeth Goffeng, medarbejderrepræsentant
Medlem af bestyrelsen siden 2011.

Ulla Gröntvedt, medarbejderrepræsentant. (Født 1948)
Medlem af bestyrelsen siden 2001.

Anna-Lena Gustafsson, medarbejderrepræsentant
Medlem af bestyrelsen siden 2011