Delta gentager sommerflirt med CPH

Delta Airlines vil også næste år flirte med Københavns Lufthavn i tre sommermåneder og derefter gå i vinterhi på ruten til New York’s JFK-lufthavn.

Fra juni næste år bliver det igen muligt at flyve direkte mellem København og New York’s John F. Kennedy lufthavn, når Delta Air Lines genåbner ruten i en tre måneders periode med seks ugentlige afgange.

I maj 2010 åbnede Delta Airlines ruten hele året rundt, men i september 2011blev ruten lukket.I 2012genopstod den som entre måneder lang sommerflirt mellem et af verdens største luftfartsselskaber og Københavns Lufthavn. I år var der én daglig afgang, men det skæres ned til seks ugentlige afgange i den kommende sommer. Første flyvning bliver den 2. juni 2013 og den 31. august er det slut igen.

Ligesom de foregående år vil ruten blive betjent med et Boeing 767-300 fly med plads til 209 passagerer, heraf 36 på Business Elite og29 på Economy Comfort, hvor der er 10 centimeter mere benplads end på den traditionelle economy class længere tilbage i flyet.

”København har længe været et yndet rejsemål for de amerikanske turister, ligesom New York har været det for de danske og skandinaviske turister. Vi glæder os til at flyve besøgende frem og tilbage mellem de to byer på det tidspunkt, hvor folk allerhelst vil rejse – nemlig om sommeren,” siger Perry Cantarutti, Deltas senior vice president for Europa, Mellemøsten og Afrika.

Med sommerruten sikrer Delta Airlines beskæftigelse for et af de fly, som tages ud af trafikprogrammet på andre ruter som følge af faldende efterspørgsel fra de forretningsrejsende hen over sommerperioden.

”De sæsonbestemte flyvninger er et proaktivt og succesfuldt initiativ, hvor vi sikrer lønsomhed ved at matche vores kapacitet med kundernes efterspørgsel. Vi ser frem til at flyve tusindvis af turister frem og tilbage og dermed puste liv i lokaløkonomien begge steder,” siger han.

Blandt Deltas andre nye initiativer er trådløs internetforbindelse på internationale flyvninger fra 2013. Med WiFi-forbindelsen får de rejsende nu mulighed for at gå på nettet under flyvningen. I maj åbner desuden en ny tilbygning til JFK-lufthavnens terminal 4, som gør det endnu nemmere at forbinde til 55 destinationer i USA, Latinamerika og Caribien.

JFK strategisk vigtig
SAS flyver i dag dagligt mellem København og den anden lufthavn i New York-området, Newark. Det øges i april næste år til i alt 10 flyvninger om ugen. Dermed kompenserer SAS for den kapacitet der forsvandt, da United tidligere i år lukkede sin rute mellem Newark og København.

Men selvom der er gode forbindelser til Newark, så er John F. Kennedy lufthavnen en strategisk vigtig lufthavn at have en rute til for en lufthavn som København, der gerne vil være et vigtigt trafikknudepunkt i Nordeuropa. Lufthavnen er både den største New York-lufthavn ligesom den er hub for både Delta Airlines og American Airlines.

Efter Uniteds exit har Københavns Lufthavns ruteudviklere arbejdet intensivt på at få et andet amerikansk luftfartsselskab til at beflyve København fra New York eller en anden destination på den amerikanske østkyst. For et trafikknudepunkt som København er et amerikansk selskab vigtig at have i porteføljen. Det skyldes blandt andet at mange amerikanske forretningsrejsende foretrækker at rejse med deres hjemlige selskaber når turen går oversøisk.

En udvidelse af Delta-ruten til at dække hele sommerfartplanen fra marts til oktober var umiddelbart den mest oplagte mulighed for at bevare stars and stripes på Amager. En anden oplagt mulighed var American Airlines, der dog må vurderes at skulle ud af sin betalingsstandsning før selskabet for alvor kan gå i offensiven og åbne helt nye ruter.

I skyggen af de direkte forbindelser til USA flyver Air Canada hele året direkte fra København til Toronto. Her kan man gå gennem den amerikanske toldkontrol og flyve direkte videre til knap 60 amerikanske destinationer.

Fra 2. juni til 31. august vil Delta Air Lines flyve mellem København og New York JFK således:

Fly: DL 119
Afgang: København kl. 11.30
Ankomst: New York-JFK kl. 13.50
Frekvens: Seks gange om ugen

Fly: DL 118
Afgang: New York-JFK kl. 19.30
Ankomst: København kl. 09.45 (næste dag)
Frekvens: Seks gange om ugen