- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Delta udvider sæsonflyvninger til Island

Amerikanske Delta Air Lines tager nu konsekvensen af den stigende konkurrence i flytrafikken mellem Island og USA. Sæsonruten fra New York til Keflavik udvides fra fem til syv måneder.

Med udsigt til en rekordsæson i flykapacitet over Atlanten har amerikanske Delta Air Lines valgt at udvide sæsonen på ruten fra New York-JFK til Keflavik på Island.

Allerede fra den 11. februar vil Delta indlede med tre ugentlige flyvninger på ruten, og fra maj måned øges til daglige afgange. Det bliver således en sæson af syv måneders varighed mod normalt fem måneder.

Delta Air Lines benytter ligesom Icelandair fly af typen Boeing 757 med plads til 171 passagerer. Icelandair har dog presset 183 passagerer ind i deres version af Boeing-flyet.

Udover ruten fra New York flyver Delta også fra Minneapolis til Keflavik i sommersæsonen. Her startes op den 27. april 2016, og i højsæsonen vil der også være daglige afgange.

12 USA-destinationer fra Island
Icelandair flyver selv tre gange dagligt mellem Keflavik og New York. Det islandske flyselskab har fordelt sine flyvninger på to lufthavne, henholdsvis J.F. Kennedy-lufthavnen og Newark Liberty International Airport.

Til New York-JFK benytter Icelandair i den kommende sæson fly af typen Boeing 767-300 med plads til 262 passagerer samt Boeing 757-200, der er indrettet med 183 sæder. På Newark-ruten vil der alene være betjening med Boeing 757-fly.

I alt tre flyselskaber har ruter fra Keflavik til 12 lufthavne i USA. Udover Delta Air Lines, er det WOW air, der har Baltimore-Washington samt Boston som destinationer i USA. Icelandair flyver til Anchorage, Boston, Chicago, Denver, Minneapolis, New York-JFK, Newark, Orlando, Portland, Seattle samt Washington.