Thomson Airways Boeing 767-300 (Foto: TonyHolt777 | Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 license.)

Direkte fly fra CPH til Den Dominikanske Republik

TUI tilbyder i det kommende vinterprogram direkte flyvninger fra Københavns Lufthavn til to lufthavne i Den Dominikanske Republik og vil slå konkurrenterne på kortere rejsetid.

Fra den kommende vinter bliver det lettere for danskerne at komme direkte til Den Dominikanske Republik. Charterarrangøren TUI har indsat et Boeing 767-300 langdistancefly fra søsterselskabet Thomson Airways, der vil flyve fra CPH til den populære feriedestination i Caribien fra den 15. december og frem til den 16. marts næste år.

Allerede i dag tilbyder TUI rejser til Den Dominikanske Republik. I perioden fra den 5. juni til den 23. oktober er der afgang hver mandag til Puerto Plata. Disse rejser gennemføres fra København via Düsseldorf med airberlin som transportør og med en samlet rejsetid på 13 timer og 15 minutter. Rejsetiden på de direkte flyvninger vil være næsten 11 timer på udrejsen og omkring ni og en halv time på hjemrejsen.

TUI kan via Thomson Airways udbyde tre serviceklasser i Boeing 767-flyet. Forrest er der 31 Premium Class-sæder der er lidt bredere og med ekstra benplads på samlet 36 tommer. I resten af kabinen, hvor der er plads til 256 passagerer, er der 33 tommers afstand mellem stolene, og her kan man rejse på Economy Class eller Blue Comfort Class.

Når TUI starter den direkte charterserie, flyves der skiftevis til Puerto Plata på nordkysten samt Punta Cana på sydkysten. Her vil TUI give baghjul til konkurrenterne ved hjælp af kortere rejsetid og egne hoteller.

Punta Cana på Den Dominikanske Republik (Foto: Peter Malmrup | TUI)

“Begge vores flyafgange til Den Dominikanske Republik vil være direkte flyvninger, hvorimod vores konkurrenter enten skal flyve kunderne via Stockholm eller købe sig ind på vores fly. Det giver vores rejsende en både prismæssig og tidsmæssig fordel,” siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark.

Store muskler tvinger konkurrenterne væk
Hos TUI har man kæmpet for at få sikret de bedste hotelkontrakter, således at det er muligt at tilbyde koncernens rejsende både kvalitet og rimelige priser. Det betyder blandt andet, at TUI har krævet af hoteloperatøren RIU, at kæden kun må sælge værelser til TUI´s kunder, og derfor har alle konkurrenterne for nyligt måttet fjerne deres RIU-hoteller til salg i Den Dominikanske Republik.

“Som en del af verdens største rejsearrangør, har vi lidt flere muskler at spille med, der kan sikre os de vigtige hotelkontrakter på Den Dominikanske Republik. Når man repræsenterer 20 millioner rejsende og er klar til at skrive kontrakt med hotelkæder for tusindvis af gæster ad gangen, siger det sig selv, at man får bedre vilkår,” understreger TUI´s pressechef.

I 2017 forventer TUI at sende omkring 5.000 gæster afsted til Punta Cana og Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, hvilket er en stigning på næsten 20 procent i forhold til året før. Det færreste antal gæster skal man tilbage til 2010, hvor der blot var 549 besøgende fra Danmark. Det var året, hvor Haiti i slutningen af januar blev ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede 114.000 mennesker livet.

Haiti og Den Dominikanske Republik ligger begge på øen Hispanola, hvor Haiti udgør den vestlige del, men Den Dominikanske Republik repræsenterer øens østlige del.

 

Relaterede artikler:

CPH får direkte charterfly til Kap Verde

Direkte med Dreamliner fra København til Vietnam

Eurowings vil have flere langdistancefly

Level vil stoppe Norwegian

Spies og TUI mister markedsandele