Direktør for Star Alliance-flyselskab siger op

Koncernchef Sebastian Mikosz fra det polske flyselskab LOT har opsagt sin stilling for anden gang i løbet af fem år.

Det hører til sjældenhederne, at en koncernchef for et flyselskab siger op overfor samme arbejdsgiver. Men det er trods alt tilfældet hos det polske flyselskab LOT, hvor Sebastian Mikosz netop har opsagt sin stilling som koncernchef i selskabet.

Det samme gjorde Mikosz i slutningen af 2010, men han blev genansat i begyndelsen af 2013 og har siden fået LOT på rette kurs igen. Mikosz leverede i 2014 det første overskud i flyselskabet efter syv magre år med røde tal på bundlinjen.

Striden med ejerne handler denne gang om den forventede privatisering af flyselskabet. Den polske stat ejer i dag 68 procent af flyselskabet, og der ligger allerede en plan for en kommende privatisering.

Denne plan er angiveligt blevet udskudt på grund af det forestående valg til det polske parlament, der finder sted i slutningen af oktober måned. Det kan Sebastian Mikosz tilsyneladende ikke acceptere, da LOT står midt i en ekspansionsproces, der kan blive påvirket, hvis planerne om privatisering ikke fastholdes.

“Ja, jeg forlader selskabet. Ingen privatisering er ensbetydende med min afsked,“ bekræfter Sebastian Mikosz ganske kortfattet til Air Transport World.

Det forventes, at Sebastian Mikosz forlader LOT i midten af september måned.

Finansministeriet afviser forhaling
I Polen er der stor interesse for og opmærksomhed omkring det nationale flyselskab, og afskeden med Sebastian Mikosz.

Det har da også været nødvendigt for Finansministeriet at rykke ud med en pressemeddelelse, efter at nyheden om luftfartsdirektørens afgang er nået ud til medierne.

“Det er ikke korrekt, at ministeriet på nogen måde forsinker processen. Ministeriet har ændret loven om LOT for at gøre det muligt for en privat investor at investere i selskabet,“ skriver Finansministeriet ifølge polen.nu.

LOT skulle angiveligt være i forhandlinger med den amerikanske kapitalfond Indigo Partners, der i forvejen er storaktionær i det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der har store aktiviteter i Polen.

Siden oktober 2003 har LOT været medlem af Star Alliance, hvor SAS også hører hjemme.