- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Disse fire sæder kan du ikke købe

De nye Airbus A330-300 fly hos SAS er indrettet med 262 sæder mod 266 sæder i de ældre versioner. Der er nemlig fire sæder i Economy Class-kabinen, som ikke er til salg.

I de nye Airbus A330-300 Enhanced-fly, som SAS er i gang med få leveret, er der plads til 262 passagerer. Det er faktisk fire færre sæder end i de ombyggede ældre A330-fly, der har plads til 266 passagerer.

Forskellen skal findes i Economy Class, hvor stolene på G og H i rækkerne fra 53 til 57 er erstattet af et såkaldt hvilemodul. Det er et separat aflukke med to indgange, hvor der er placeret fire flystole, som besætningen kan bruge på længere flyrejser. I Economy Class er der således plads til 174 passagerer mod 178 i de ældre A330´ere.

Netop et manglende hvilemodul med faste vægge på de ombyggede A330´ere førte tidligere på året til en strid mellem kabineforeningerne og SAS, hvilket i en periode begrænsede det svenske kabinepersonales mulighed for at flyve langdistanceruter ud af Stockholm.

Som kompensation for manglende godkendt hvilemodul på de ældre A330´ere, fik kabinepersonalet justeret antallet af fridage, og der blev samtidig lavet nogle småjusteringer i forhold til adgang til orlov.

Holder spisepause bag gardiner
Problemet omkring hvilemodulerne i de ældre A330´ere har været, at det blot er et gardin, der har adskilt besætningen fra passagererne, mens der fra fagforeningerne har været et krav om faste vægge. Bag dette gardin kan kabinepersonalet tage deres spisepauser på de korte langdistanceruter.

Herudover er der heller ikke et godkendt hvilemodul på Airbus A340-flyet med registreringen LN-RKP. Dette fly har SAS lejet fra LAN Chile, hvorfor det ikke har samme konfiguration som de øvrige A340´ere.

SAS får i dag i Toulouse leveret sit andet A330-300 Enhanced-fly, og dermed kommer langdistanceflåden op på 14 enheder, fordelt med otte A340´ere og seks A330´ere. Når SAS til foråret modtager de to sidste A330-fly, vil det skandinaviske flyselskab råde over i alt 16 langdistancefly.