Dreamliner tabte panel i luften

Et Dreamliner-fly fra Air India, der havde fløjet fra Delhi til Bangalore manglede et tre kvadratmeter stort panel på undersiden af flyskroget, da flyet landede.

Boeing har sendt team af ingeniører og mekanikere til Indien for at undersøge en episode, hvor et Boeing 787 Dreamliner-fly fra Air India mistede et tre kvadratmeter stort panel på ydersiden af skroget, mens det var i luften.

Flyet mistede formentlig panelet under en flyvning fra Delhi til Bangalore i Indien lørdag. Formentlig. For det var først da mekanikere var ved at klargøre flyet til sin returflyvning fra Bangalore til Delhi, at de opdagede hullet i skroget. Hullet, hvor panelet skulle have siddet, er placeret mellem flyets to hovedlandingsstel. Panelet er cirka 2,4 meter langt og 1,2 meter bredt.

I første omgang troede luftfartsmyndighederne og Air India, at panelet var faldet af under starten fra Delhi’s Indira Gandhi International Airport eller under landingen i Bangalore. Men intensive eftersøgninger i begge lufthavne gav ikke noget resultat.

I rutefart igen
Boeing har i forvejen haft folk udstationeret i Stockholms Arlanda lufthavnen gennem en periode på mere end to uger. Her har de arbejdet på at få gjort den ene af Norwegians to Dreamliner-fly gjort flyveklar efter at selskabet i september oplevede en længere periode med gentagne problemer med flyet. Problemer, der resulterede i store forsinkelser og aflysninger. Mandag blev flyet sat ind i rutefart igen på Norwegians langdistancerute fra Oslo til New York.

Samtidig blev Norwegians andet Dreamliner-fly taget ud af drift for at gennemgå et kontrolcheck. Dermed håber Boeing og Norwegian på, at problemerne med flyene er løst.

Foto: Bangalore Mirror