Dreamlinere med motorproblemer

I løbet af blot 10 dage har tre ud af 275 idriftsatte Boeing 787-8 Dreamliner-fly haft kritiske motorproblemer under flyvninger.

Selvom der i dag blot er 275 idriftsatte Boeing 787-8 Dreamliner-fly optræder de relativt ofte i reporter og statistikker over hændelser med passagerfly over hele verden.

Således har tre Dreamliner-fly fra tre forskellige selskaber oplevet motorproblemer i løbet af blot 10 dage. Det fremgår af rapporter hos Aviation Herald.

Først gik det ud over det britiske charterflyselskab Thomson Airways, der 14. oktober var undervejs fra Montego Bay (Jamaica) til London-Gatwick med 301 mennesker om bord, da piloterne opdagede, at venstre motor (RR Trent 1000, red.) mistede 30-40 procent af motorkraften.

Da flyet befandt sig over Atlanterhavet omkring 750 kilometer øst-sydøst for Gander, besluttede piloterne at udsende nødmelding og sætte kursen mod Gander. Da flyet gik fra 41.000 fod ned i en højde af 34.000 fod, rettede motoren sig atter, men flyet fortsatte til Gander, hvor det landede 90 minutter efter beslutningen om at gå ned.

Den canadiske havarikommission har efterfølgende meddelt, at flyet på jorden fik udskiftet et elektronisk styresystem til venstre motor.

Hændelse nær Manila og Dublin
Næste hændelse fandt sted den 21. oktober. Her var det et Boeing 787-8 Dreamliner-fly fra Royal Brunei Airlines, der fik problemer under en flyvning fra Manila til Bandar Seri Begawan (Brunei) med 152 passagerer om bord.

Piloterne måtte afbryde opstigningen fra Manila i 28.000 fods højde, da der opstod en fejl på venstre motor (RR Trent 1000, red.), hvorefter det var nødvendigt at lukke motoren ned. Piloterne udsendte nødmelding og landede i Manila på bane 24 omkring 50 minutter efter den oprindelige afgang.

Blot to dage senere var det et fly fra Ethiopian Airlines, der fik motorproblemer på en flyvning fra Dublin til Washington D.C. Flyet befandt sig i 40.000 fods højde over Atlanterhavet 750 kilometer vest-nordvest for Dublin, da piloterne blev nødt til at lukke venstre motor (GEnx-1B, red.) ned.

Der blev udsendt et PAN-nødsignal, hvorefter piloterne vendte om og satte flyet ned i en højde på 25.000 fod, og to timer og 20 minutter efter den oprindelige afgang ladende flyet sikkert på bane 28 i Dublin Lufthavn.

Ethiopian Airlines har efterfølgende bekræftet, at teknikere iværksatte en undersøgelse sammen med GE, der er motorleverandør. Et reservefly bragte passagererne til Washington D.C. med 11 timers forsinkelse.