EasyJet har tabt pusten

Det britiske lavprisflyselskab easyJet kan ikke følge de høje vækstrater, som konkurrenterne hos Ryanair, Norwegian og Wizz Air præsterer.

De europæiske lavprisflyselskaber buldrer afsted i et hidtil uset væksttempo. Ryanair og Norwegian fører an tæt forfulgt af ungarske Wizz Air, mens easyJet synes at være midlertidigt hægtet af.

Det er konklusionen, når man nærlæser marts måneds trafiktal fra de største lavprisflyselskaber i Europa.

Både Ryanair og Norwegian nærmer sig en passagervækst på 30 procent, og baseret på de seneste 12 måneders trafik er Ryanair nået op på mere end 106 mio. årlige passagerer, mens Norwegian hastigt nærmer sig 27 mio. rejsende.

I hælene på de to vækstkometer følger ungarske Wizz Air, der kom ud af marts måned med en stigning på 20,8 procent svarende til næsten 300.000 passagerer, således at selskabet er tæt ved 20 mio. årlige passagerer og dermed snart kan fortrænge spanske Vueling på ranglisten over de største europæiske lavprisflyselskaber.

Anderledes ser det ud med britiske easyJet, der blot fik en vækst på 4,3 procent i marts måned, hvilket svarer til omkring 240.000 passagerer. EasyJet kan dog nemt forsvare sin andenplads i Europa med næsten 71 mio. passagerer i de seneste 12 måneder.

Årsagen til easyJets lave vækst skyldes, at selskabet venter på levering af nye fly. Hos Airbus er der en igangværende ordre på 48 Airbus A320ceo samt 130 A320neo. Frem til 2020 skal der leveres op imod 100 nye fly, men det tager først rigtig fart fra 2017. Derfor har easyJet også kalkuleret med en kapacitetsvækst på syv procent i 2016.

Lavprisflyselskabernes passagertal marts 2016

FLYSELSKAB MAR16 MAR15 ÆNDR. %
Ryanair 8.500.000 6.600.000 28,0 %
easyJet 5.728.114 5.490.337 4,3 %
Norwegian 2.195.037 1.726.180 27,2 %
Wizz Air 1.660.061 1.374.272 20,8 %

Kilde: Flyselskaberne

Påske og strejker
Der gemmer sig dog et par forklaringer bag tallene. Først og fremmest faldt hele påsken i marts måned, hvilket ikke var tilfældet sidste år. Herudover var der i sidste måned også flyvelederstrejker i Frankrig, hvilket kostede 611 aflysninger hos easyJet og flere end 500 hos Ryanair.

Hos Norwegian gjorde det sig gældende, at der i marts måned sidste år var pilotstrejke i selskabet, hvorfor væksten fremstår særligt højt.

Men på trods af dette er den bagvedliggende udvikling stadig imponerende.

“Vi ser, at et stigende antal rejsende vælger Norwegian, også forretningsrejsende både på indenrigsruterne i Skandinavien og ud i Europa. Derudover fortsætter den gode passagerudvikling på langdistanceruterne, hvor vi stadig udvider rutetilbuddet til vores kunder,” siger koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian.