EasyJet-fly foran CPH GO-fingeren i Københavns Lufthavn. (Foto: Arne V. Petersen / Københavns Lufthavn)

EasyJet i hælene på SAS

Med en ny morgenafgang til London har easyJet overhalet British Airways i antal udbudte sæder på London-ruten fra København. Det britiske lavprisflyselskab er lige i hælene på SAS.

Det britiske lavprisflyselskab easyJet vokser støt og roligt fra lavprisfingeren CPH Go i Københavns Lufthavn. Fra den 24. maj indsætter easyJet et tidligt morgenfly fra København til London-Gatwick, hvorefter selskabet kommer op på seks daglige afgange mellem København og den britiske hovedstad.

Fire af disse afgange går til London-Gatwick lufthavnen syd for London, men to afgange har Stansted-lufthavnen nordøst for London som destination.

EasyJet benytter primært fly af typen Airbus A319 med 156 sæder på ruterne fra København til London, mens en enkelt afgang er med A320´eren, der har 180 sæder. Samlet set betyder det, at easyJet dagligt vil udbyde 960 sæder i hver retning mellem København og London.

Det er en smule mere end British Airways, der med sine seks daglige afgange til Heathrow Airport kan præstere et samlet udbud på 926 sæder i hver retning. Hos British Airways benytter man Airbus A319 og A320, der har henholdsvis 126 og 152 sæder. En enkelt afgang beflyves med Boeing 767 widebode-fly, der har plads til 244 passagerer.

Ikke nok med, at easyJet har overhalet British Airways. Selskabet er også lige i hælene på SAS, der også flyver seks gange dagligt til London-Heathrow fra København. Men SAS udbyder 1.101 sæder i hver retning, hvilket er knapt 15 procent mere end easyJet. SAS benytter et mix af Airbus A321 med 198 sæder, A320 med 168 sæder og A319 med 141 sæder.

Første morgenafgang
Selvom easyJet endnu ikke er størst på antal udbudte sæder mellem København og London, har selskabet i stedet fundet en anden konkurrencefordel.

Den nye morgenafgang, der igangsættes den 24. maj, bliver den tidligste fra Københavns Lufthavn mod den britiske hovedstad. EasyJet vil flyve kl. 06.55, mens Norwegian følger efter 07.20 og British Airways 07.25. SAS går først afsted kl. 07.50 mod Heathrow Airport, da man skal nå at have transferpassagerer med fra Norge, Sverige og de danske indenrigsruter.

“Vi synes, at deter en fremragende nyhed. Det er godt for produkt, som easyJet udbyder til London. En tidlig morgenafgang og en sen aftenafgang imødekommer erhvervslivets behov,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

For at kunne tilbyde morgenafgangen fra Københavns Lufthavn er det således nødvendigt for easyJet at lade det sene aftenfly overnatte i CPH. Fremover bliver der to crews på samlet 12 personer, der dagligt skal overnatte på et københavnsk hotel i forbindelse med den nye easyJet-fartplan.

EasyJet forventer med den nye frekvens at komme op på mere end 300.000 årlige rejsende mellem København og London-Gatwick.

Foto: Arne V. Petersen