Edinburgh ny easyJet-destination fra København

Det britiske lavprisflyselskab easyJet åbner til marts en rute mellem København og Edinburgh. Det giver konkurrence til bmi regional og Norwegian.

Fra 21. marts næste år vil det britiske lavprisselskab easyJet flyve fire gange om ugen mellem København og Edinburgh i Skotland.

Mandag, torsdag og fredag er der afgang fra Edinburgh kl. 13.20 med ankomst kl. 16.10 i København. Klokken 16.40 går flyet på vingerne igen og er tilbage i Edinburgh kl. 17.30.

Søndag flyver easyJet fra Edinburgh kl. 18.30 med ankomst kl. 21.20 i København og retur kl. 21.50 med ankomst kl. 22.40 i Edinburgh.

”easyJet er stolte af igen at gøre Europa lidt mindre ved at forbinde København med endnu en fantastisk storby. Edinburgh er med cirka 13 mio. besøgende om året den næststørste turistby i Storbritannien kun overgået af London. Ruten er derfor oplagt både for ferierejsende og forretningsrejsende, der skal fra A til B på kort tid,” siger Thomas Haagensen, General Regional Manager for easyJet i Nordeuropa.

Det er ikke fordi ruten ikke bliver befløjet i dag. Faktisk flyver både bmi regional og Norwegian idag mellem København og Edinburgh. Bmi regional en gang om dagen på hverdage, og Norwegian fire gange om ugen i den kommende sommersæson.

Når ruten åbner bliver det easyJet’ s 11. fra Københavns Lufthavn, hvor de som det eneste selskab flyver fra lufthavnens lavprisfinger, CPH GO.

I dag har easyJet i alt 11 ruter fra Københavns Lufthavn. Udover en nyåbnet Bristol-rute samt to London-ruter til henholdsvis Gatwick og Stansted, flyves der til Basel, Berlin, Geneve, Lissabon, Madrid, Manchester, Milano og Paris-CDG. Madrid-ruten lukkes den 2. december, da easyJet har valgt at lukke sin base i den spanske hovedstad. Så når ruten til Edinburgh åbner, vil selskabet igen være oppe på 11 ruter.

På trods af den øgede tilstedeværelse på Amager skal Københavns Lufthavn ikke sætte næsen op efter, at lufthavnen bliver base for easyJet.

“København er en vigtig destination for os. Men CPH GO er stadig for dyr til at vi vil etablere en base i Københavns Lufthavn. Vi vil se på det, den dag prisen er rigtigt, men det er dyrt at etablere en base,“ sagde Cath Lynn, kommerciel direktør i easyJet, i september til CHECK-IN.dk.