Michael O´Leary ved pressemøde i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Jonas M. Kunzendorf)

EERC: Gå af O´Leary, før du gør mere skade

En gruppe af Ryanair-piloter organiseret i interesseorganisationen EERC opfordrer i et åbent brev Ryanairs topchef til at tage sin afsked.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i et åbent brev, som det selvbestaltede fælleseuropæiske pilotråd EERC (European Employee Representative Council) hos Ryanair har afsendt med Ryanairs koncernchef Michael O´ Leary som modtager.

I brevet, der er skrevet i en meget uforsonlig tone, opfordrer EERC det irske flyselskabs topchef til at træde tilbage, da der ellers er udsigt til, at han ifølge piloternes opfattelse er på vej til at ødelægge fremtiden for det store irske lavprisflyselskab.

“Med indgangen til sommertrafikprorammet 2018, er piloterne stadig bekymrede over, at du er endnu længere uden for rækkevidde, end før du tog din mediesabbat. Vi foreslår, at du går af nu, og vi anmoder bestyrelsen og investorer om at ansætte en ny koncernchef for at bringe dette flyselskab tilbage i den rette tilstand,” skriver pilotrepræsentanterne.

“Vi kan kun håbe, at vores aktionærer og investorer ikke længere vil acceptere din forfejlede tilgang til at løse vores problemer og erstatte dig hurtigst muligt. Du kan naturligvis udføre den mest anstændige handling lige nu og forlade selskabet, før du gør mere skade.”

Risiko for nye aflysninger
Årsagen til bandbullen mod Michael O´Leary skal findes i det forhold, at han ifølge piloternes opfattelse ikke har gjort nok for at løse den pilotmangel, som var årsag til de mange aflysninger i efteråret 2017 samt det reducerede trafikprogram i vinteren 2017/18, hvor 25 fly er sat på jorden.

Aflysningerne startede i midten af september, og i første omgang blev 2.100 flyvninger aflyst, hvilket gik ud over 315.000 passagerer, og sidenhen blev 18.000 flyvninger taget ud af vintertrafikprogrammet, hvorved yderligere 400.000 passagerer kom i klemme.

Den situation kan sagtens opstå igen, hvis man skal tro piloterne i EERC.

“I september sidste år meddelte du fondsbørsen, at ‘under 100 kaptajner’ og ‘mindre end’ 160 styrmænd havde forladt selskabet i løbet af en periode på ni måneder forud for masseaflysningerne. Vi har nyheder til dig hr. O´Leary. Måske er der ingen, der har fortalt dig, at næsten samme antal piloter har forladt eller har planer om at forlade selskabet siden starten på 2018, og vi er kun to måneder inde i året. Derfor ser det ud til, at vores selskab er længere væk fra at løse vores underliggende pilotproblemer, end vi var dengang,” lyder det fra de vrede Ryanair-piloter.

Vil aflede opmærksomheden
Michael O´Leary var for nylig ude at advare om, at der kunne blive trafikforstyrrelser omkring påske og i løbet af sommeren, da man hellere ville aflyse flyvninger end at give efter for piloternes pres.

Men ifølge piloterne hander det slet ikke om pres i forhold til bedre løn- og arbejdsvilkår. Det handler angiveligt om, at Ryanair ikke har piloter nok og derfor allerede nu overvejer at aflyse.

“Vi kan kun konkludere, at det er for at aflede opmærksomheden fra de trafikforstyrrelser, som vi kommer til at se på grund af en vedvarende mangel på erfarne piloter. Efter vores vurdering ser det ud til, at yderligere aflysninger er uundgåelige som følge af, at et stigende antal piloter vælger at tage deres afsked.

 

Relaterede artikler:

Ryanair advarer om risiko for påske-strejker

Ryanair truer irske piloter

Irske Ryanair-piloter varsler julestrejke

Ryanair vil ikke anerkende svenske pilotkrav

Kvindelig Ryanair-kaptajn forrest i arbejdskamp