Ekspert: Norwegian får det svært

Mangel på høje billetindtægter fra business class-passagerer og priser, der i forvejen er lave, gør det svært for Norwegian at klare sig på langdistancemarkedet. Det mener en ekspert.

En tommelfingerregel siger, at selvom business class-passagererne typisk kun udgør otte procent af passagererne på langdistanceruterne, så står de for 40 procent af billetindtægterne. De er således altafgørende for at netværksselskaber som SAS, Lufthansa og British Airways kan drive rentable langdistanceruter.

Hos Norwegian har man slet ikke nogen business class på sine langdistanceflyvninger. Og den manglende indtægtskilde kan spænde ben for selskabets satsning, mener en ekspert,

”Uden business class-indtægter kan de få det svært mod de gamle selskaber. Det fungerer fint inden for Europa. Men langdistanceflyvninger er et helt andet marked, hvor driftsomkostningerne er så meget større og operationen er så meget mere kompliceret,” siger den svenske luftfartsekspert Anders Lidman, der driver konsulentvirksomheden Aeropol.

Performe stabilt
Han peger desuden på, at priserne på langdistancebilletter til Nordamerika, Asien eller Australien i forvejen er forholdsvis billige.

”Den store konkurrence mellem selskaber fra forskellige kontinenter har været med til at presse prisen ned. Og du ser slet ikke de samme høje priser, som du så på intraeuropæiske flyvninger i 1980’erne og 90’erne før lavprisselskaberne kom til,” siger Anders Lidman.

Hvis det alligevel skal lykkes Norwegian at få succes, så kræver det at selskabets Boeing 787 Dreamliner-fly kommer til at performe stabilt. Dreamlinernes brændstoføkonomi er nemlig langt bedre end traditionelle langdistanceflys. Og det er det, der skal gøre forskellen.

”Dreamlineren er forudsætningen for succes. Uden den kan de ikke få succes med langdistanceflyvninger til lavpris,” fastslår Anders Lidman.

Dårlig medieomtale
I de seneste uger har Norwegians foreløbig to Dreamlinere været ramt af problemer igen og igen. Det har betydet forsinkelser, aflysninger og indsættelse af reservefly, der er langt dyrere i drift. Problemerne har givet Norwegian enorm dårlig medieomtale især i hjemlandet Norge.

Anders Lidman mener dog ikke, at den dårlige omtale vil skade Norwegian på længere sigt

”Problemerne er Boeings ansvar og noget, som Norwegian ikke er skyld i. Og mange selskaber har haft problemer med Dreamlineren,” pointerer Anders Lidman og fortsætter:

”På sigt vil folk glemme problemerne og ikke lade sig styre af det ved at fravælge Norwegian. For i sidste ende handler det om, at folks egen økonomi og udsigten til billige billetter er vigtigst,” vurderer Anders Lidman.

Analyseret tingene nøje
Hos Norwegianer man enige i at Dreamlineren er forudsætningen for succes med langdistancesatsningen. Men selskabet tror godt de kan klare sig uden business class-passagererne.

“Vi har arbejdet med det her længe og analyseret tingene nøje. Vi tror fuldt og fast på, at der er et hul i markedet,“ siger Norwegian’s danske kommunikationschef Johan Bisgaard Larsen.