Emirates Boeing 777-200.

Emirates øger på København

Fra 1. februar 2013 vil Emirates øge kapaciteten på ruten fra Dubai til København med årligt 50.000 flysæder, når der indsættes et kæmpefly med plads til 427 passagerer. Det skaber forventning om to daglige afgange indenfor 12 til 18 måneder.

Da Emirates rutenummer EK151 den 1. august sidste år kl. 13.10 satte landingshjulene på banen i Københavns Lufthavn, markerede det åbningen af Dubai-selskabets 27. rute i Europa og rute nr. 114 på globalt plan.

Åbningen blev foretaget med et tre-klasses Airbus A330-200 fly med plads til 237 passagerer. Sidenhen har Emirates i flere omgange indsat større kapacitet på den daglige flyforbindelse mellem Danmark og ørkenemiratet.

Den 1. februar næste år vil Emirates så endnu engang opgradere. Her vil man indsætte en to-klasses Boeing 777-300ER med plads til ikke færre end 427 passagerer. Flyet er indrettet med 42 sæder på Business Class og 385 sæder på Economy Class.

“Emirates kan bekræfte, at vi fra 1. februar 2013 indsætter en Boeing 777-300 i en to-klasses konfiguration på København-ruten. Ligesom ethvert andet flyselskab gennemgår og justerer Emirates løbende sin flåde med henblik på at sikre, at vi efterkommer kundernes efterspørgsel og kommercielle behov så effektivt som muligt,“ siger Teddy Zebitz, der er Area Manager Nordic Countries hos Emirates.

Dobbelt daglig er næste skridt
Vælger Emirates at følge denudviklingsmodel, som man har benyttet på de øvrige europæiske ruter, vil næste skridt formentlig være en opgradering til to daglige afgange. Det er i hvert fald, hvad der er sket på andre europæiske ruter, når man har nået “loftet“ med det største Boeing 777-fly.

Et godt bud vil derfor være, at Emirates senest i foråret 2014 indsætter en ekstra daglig afgang mellem Dubai og København.Denne vurdering deles et langt stykke hen ad vejen af Københavns Lufthavn.

“Ud fra rutens udviklingspotentiale ville det ikke være utænkeligt at Emirates ville kunnegå dobbelt dagligt fra vinterfartplanen 2013/14, men det er selvfølgelig en afgørelse, der ligger hos selskabet,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Den afgørelse ligger dog lidt ude i fremtiden, men der er ingen tvivl om, at Emirates har et godt øje til det danske marked.

“Emirates er dedikeret til sin operation i Danmark, der fortsat er et af de vigtigste kommercielle markeder i Europa,“ siger Teddy Zebitz til CHECK-IN.dk.

Flyopgraderingen på Dubai-København ruten betyder samtidig, at der fremover ikke vil være noget First Class-produkt fra Emirates i det skandinaviske marked. Et marked, der dogtraditionelt har en svag efterspørgsel efter førsteklasse-billetter sammenlignet med andre europæiske markeder.

Største rutefly i Københavns Lufthavn
Med indsættelsen af toklassesversionen af Boeing 777-300ER flyetvil Emirates samtidig overtage rollen fra Thai Airways med at kunne tilbyde det største rutefly i Københavns Lufthavn. I en årrække har den store Boeing 747-400 jumbo fra Thai med 375 sæder været det største rutefly fra Københavns Lufthavn. Men selv når Thai Airways næste år indsætter den nye Boeing 777-300 på ruten til København, vil der “kun“ være 388 sæder at udbyde, hvilket er 35 færre end Emirates.

Emirates kommer også til at overgå de største charterfly fra Københavns Lufthavn. Charterflyselskabet Thomas Cook Airlines har således op til 405 sæder i de store Airbus A330-300 fly, som selskabet benytter til de oversøiske charterdestinationer. Der vil dog løbendepå ad-hoc basis være charterfly i Københavns Lufthavn fra udenlandske selskaber med en større sædekapacitet end Boeing 777-300ER flyet fra Emirates.