- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Emirates opgraderer sky-bar og rutenet

Sydøstasien er målet for ny Emirates-rute, idet selskabet vil flyve fra Dubai til Cambodjas hovedstad Phnom Penh via Yangon i Burma

Emirates åbner den 1. juli to ruter til destinationer i Asien. Tidligere har selskabet meldt ud, at der etableres en daglig  non-stop forbindelse mellem Dubai og Hanoi, der er Vietnams hovedstad. Denne rute har hidtil været en one-stop rute via Yangon.

Men Emirates vil også flyve til Phnom Penh i Cambodja via Yangon. Der indsættes en daglig forbindelse med Boeing 777-300ER, der er indrettet med 427 sæder i en toklasses-version, fordelt med 385 på Economy Class samt 42 på Business Class.

Ruten Dubai-Yangon-Phnom Penh vil også gøre det muligt for passagerer at rejse mellem Yangon, der tidligere var kendt som Rangoon (red.) og Phnom Penh, idet Emirates har fået tildelt rettigheder til lokal trafik mellem de to byer. Emirates vil således være det eneste flyselskab med direkte forbindelse mellem de to byer.

Der er heller ingen europæiske flyselskaber, der  trafikerer Phnom Penh direkte. I dag er den hurtigste forbindelse fra København med Thai Airways via Bangkok med en samlet rejsetid på 13 timer og 25 min. Også Hong Kong er en ofte benyttet gateway.

Cambodja har de senere år oplevet vækst og udvikling i blandt andet af infrastrukturen, hvilket har gjort landet attraktivt for turister. Drt er desuden templer og religiøse monumenter på UNESCO’s Verdensarvsliste som for eksempel Angkor Wat, der tiltrækker flere mange besøgende. Flere end 4,7 mio. udenlandske turister besøgte Cambodja i 2015, og tallet forventes at stige til 8 millioner i løbet af de kommende tre år.

Emirates opgraderer onboard lounge-området på deres A380-fly
Emirates lover samtidig opgradering af af dele af flåde i 2017. Dubai-selskabet har kun superjumboen Airbus A380 samt Boeing 777-fly i flåden.

Tæt på 100 fly af typen A380, som også dagligt flyver mellem København og Dubai, skal have opgraderet baren, der er placeret på flyets øverste dæk. Den champagnefarvede sky-bar vil bevare sin hesteskoform, men vil nu få flere siddepladser langs vinduerne på begge sider af baren. Der vil desuden være en 55 tommer LCD-skærm med de seneste flyinformationer samt ’live’ nyhedsudsendelser og sports-opdateringer.

”Sky-baren i vores A380-fly er meget populær blandt vores kunder, og er det er blevet en ikonisk feature for Emirates. Særligt på langdistanceflyvninger sætter kunderne stor pris på, at de har mulighed for at strække benene og mingle i vores loungeområde,” lyder det fra  Emirates’ topchef Sir Tim Clark.

Den nye Emirates A380 onboard lounge, der er tilgængelig for både First Class- og Business Class-passagerer, vil blive afsløret på en af verdens største rejsemesser, ITB Berlin, der afvikles fra den 8. til 12. marts i år.

 

Relaterede artikler:

Endnu en Emirates-rute fra Europa til New York

Emirates åbner dørene til sine lounges

Emirates udfaser langdistancefly

Premium Economy på vej hos Emirates

Emirates er verdens bedste flyselskab