Emirates på dansk charmeoffensiv

I næste uge kommer Emirates til København for at rekruttere piloter og stewardesser til selskabets flåde af langdistancefly som Airbus A380 og Boeing 777.

Er man arbejdsløs pilot eller stewardesse, så kan det være værd at rejse sig fra sofaen den 24. februar. Og er man i arbejde, men træt af at servere kaffe på små propelmaskiner, så kan det være man skal bede om en fridag den 24. februar.

For den dag kommer rekrutteringsfolk fra luftfartsselskabet Emirates nemlig til byen, og giver interesserede ansøgere en mulighed for at høre mere om mulighederne hos det voldsomt ekspanderende mellemøst-selskab. Emirates planlægger at ansætte 3.800 kabinepersonaler alene i år. Selskabet beskæftiger i forvejen 16.000 stewardesser og stewarder fra mere end 120 lande.

På åbent hus-dagen på Hotel Scandic har interesserede mænd og kvinder muligheden for at snakke med Emirates’ rekrutteringsteam og få indblik i selskabet og arbejdet om bord på selskabets wide-body fly.

197 wide-body fly
Emirates har tidligere afholdt lignende arrangementer for at rekruttere fra Danmark og gør det nu igen i håbet om at finde danske kandidater. Selskabet søger dedikerede ansatte, som er fordomsfrie, hjælpsomme, venlige og servicemindede. Ansøgere opfordres til at registrere sig online forud for åbent hus-dagen og kan finde yderligere information om karrieremuligheder hos Emirates på selskabets hjemmeside.

Emirates flyver til 128 byer rundt om i verden med en ung, teknologisk avanceret flyflåde på 197 wide-body fly, der er udstyret med branchens førende bekvemmeligheder.

Emirates er blandt andet verdens største operatør af Airbus A380 med 31 eksemplarer af dobbeltdækkerflyet i flåden og 59 i ordre. Derudover har Emirates 202 fly i bestilling til en værdi af mere end 73 milliarder dollars.

80 danskere
I hele Emirates Group-organisationen beskæftiges mere end 80 danskere inklusiv kabinebesætning og piloter, hvoraf fire af piloterne flyver verdens største passagerfly, Airbus A380.

Emirates åbnede sin nye, daglige passagerrute mellem København og Dubai den 1. august 2011 og kunne for nylig fejre halvandet års jubilæum på ruten, hvor Emirates for tredje gang øgede kapaciteten og indsatte det næststørste fly i flåden, Boeing 777-300ER med plads til 428 passagerer.