CEO Tim Clark advarer 'De tre Store' i USA. Arkivfoto.

Emirates-topchef på besøg i København

På torsdag får København besøg af en af de mest indflydelsesrige personer i international luftfart. Koncernchef Tim Clark fra Emirates vil på en pressekonference præsentere planerne for det skandinaviske marked.

Når koncernchef Sir Tim Clark fra et af verdens mægtigste flyselskaber indtager scenen på torsdag morgen på Hotel d´Angleterre i København, vil der være større opmærksomhed en normalt, når en af de store luftfartskoryfæer er på besøg i Danmark.

Som koncernchef for Emirates Airlines, der er verdens fjerdestørste flyselskab målt på fløjne passagerkilometer, er den magtfulde brite, en der bliver lyttet til, da hans flyselskab i den grad kommer til at dominere den fremtidige udvikling i international luftfart.

På pressekonferencen i København vil Tim Clark præsentere sit syn på luftfartsindustrien og det danske marked, ligesom han vil præsentere Emirates´ fremtidsplaner i Skandinavien.

Byggede Emirates op
Det fulde navn for den magtfulde luftfartspersonlighed er Timothy Charles Clark, og i dag er han britisk statsborger med bopæl i Dubai, men født på den caribiske ø Aruba, der tidligere var en del af de Nederlandske Antiller.

Tim Clark har været beskæftiget indenfor luftfart i snart 45 år, så han ved bestemt, hvad han taler om. Karrieren startede i British Caledonian, men allerede efter tre år satte Clark kursen mod Mellemøsten, hvor det første blev til 10 år hos Gulf Air i Bahrain, inden han i 1985 blev hentet til Dubai til det team, der skulle etablere Emirates Airline.

Efter at have brugt 18 år på at bygge Emirates op, blev Tim Clark i 2003 udnævnt til koncernchef i selskabet.

Mange har anerkendt indsatsen hos det Dubai-baserede flyselskab. I 2013 blev Tim Clark kåret som årets personlighed af magasinet Aviation Week & Space Technology, mens titlen som Knight Commander of the Order of the British Empire (KBE) kom til året efter.

Fra to til 233 fly
Da Tim Clark kom til Emirates i 1985 var det et relativt beskedent set-up, der blev startet op med. Da selskabet gik i luften var det med et Airbus A300 B4-fly samt en enkelt Boeing 737-300. Begge fly var lejet fra Pakistan International Airlines.

Den første rute gik fra Dubai til Karachi og sidenhen fulgt ruter til Mumbai og Delhi. I 1987 fulgte ruterne til London-Gatwick og Frankfurt, mens Bangkok, Manila og Singapore blev de følgende destinationer i 1989.

Turen fra Dubai til London i A300 B4-flyene var noget nær det maksimale indenfor flyenes rækkevidde, og sidenhen begyndte en oprustning af langdistancefly, som ikke er set magen til siden.

I dag ser det noget anderledes ud, idet flåden udelukkende består af 233 langdistancefly. I drift har Emirates alene 59 Airbus A380-fly, mens man venter på at få leveret yderligere 81 eksemplarer af mega-jumboen.

Rutenettet er samtidig vokset til 144 destinationer i 81 lande, og i dag flyves der dagligt fra Dubai til både København, Stockholm og Oslo.