Endnu et ‘Big Sale’ hos SAS

Siden marts måned 2009 har SAS regelmæssigt sendt kampagner i markedet fire gange om året. Denne gang har SAS igen sat mere end 500.000 billetter til salg indtil den 27. maj. Forventningen er et samlet salg på omkring 100 mio. svenske kroner.

Man kan efterhånden slå et stort kryds i kalenderen hver tredje måned. Her skal stå: “Billige flybilletter fra SAS“. Det skandinaviske luftfartsselskab sender kampagner i markedet med en ganske stor præcision, der gør det forudsigeligt som forbruger at afvente de gode tilbud.

Det hele startede den 6. marts 2009, hvor SAS satte 650.000 lavprisbilletter til salg under overskriften “Psst…“ for at tiltrække kundernes opmærksomhed. Det blev en bragende succes for selskabet, der solgte for over 100 mio. svenske kroner. Perioden blev endda forlænget, således at lavpriserne var tilgængelige i markedet i hele 18 dage.

Herefter fulgte flere “Big Sales“, som det hedder internt i SAS. Salgsperioderne har været følgende:

• 6. marts – 22. marts 2009
• 20. august – 31. august 2009
• 18. november – 30. november 2009
• 11. marts – 22. marts 2010
• 18. maj – 27. maj 2010

Det er den 5. større lavpriskampagne, som SAS afvikler i disse dage under overskriften “Lagersalg“. Der er igen sat mere end 500.000 billetter tilsalg, og selskabet venter et salg på samme niveau som tidligere kampagener, hvilket vil sige ca. 100 mio. svenske kroner.

“Vore kampagner afvikles over hele verden på samme tid, hvilket betyder, at vi får mere ud af markedsføringskronerne. Samtidig er det vigtigt med jævne mellemrum at stimulere markedet for lavprisbilletter,“ fortæller Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing & EuroBonusi SAS.

Han afviser samtidig, at lavpriskampagnen kommer som en naturlig forlængelse af askekrisen, hvilket flere medier har konkluderet. “Som en af Skandinaviens største udbydere af lavprisbilletter, er det naturligt løbende at få afsat overskudskapacitet ad denne vej,“ præciserer Per Møller Jensen.