Endnu et flot årsresultat fra flymægler

Flymæglervirksomheden Air Affairs, der ejes og ledes af Henrik Færch, er efter tre og et halvt års drift en sund virksomhed med en god og stabil indtjening.

Årets resultat er tilfredsstillende. Sådan skriver ejer og direktør Henrik Færch i årsrapporten 2012/13 for selskabet Air Affairs ApS, der er en nordjysk flymæglervirksomhed.

Tilfredsstillende dækker i denne sammenhæng over en god portion jysk beskedenhed. Henriik Færch har nemlig gennem sin flymæglervirksomhed skabt et resultat før skat på 350.000 kroner mod 673.000 kroner året før. På den primære drift har den driftige flymægler i løbet af de seneste to regnskabsår således tjent 1 mio. kroner på at formidle fly til virksomheder, foreninger samt til rejsearrangører på ad-hoc basis.

Men der bliver også arbejdet for pengene i den lille virksomhed, som inden længe forventes at blive udvidet med en medarbejder til at aflaste ejeren, der angiveligt har en arbejdsuge, der ligger et stykke over de 37 timer som mange funktionærer kan nøjes med. Lønomkostningerne til direktøren udgjorde til gengæld i seneste regnskabsår 900.000 kroner inklusive pensioner, mens der samtidig er blevet plads til et udbytte på 200.000 kroner hvert af de seneste to regnskabsår.

Stabilt marked
I regnskabsåret 2012/13, der strækker sig fra 1. juli til 30. juni, realiserede Air Affairs en bruttofortjeneste på 1,3 mio. kroner, hvilket var næsten 400.000 kroner lavere end året før, hvor bruttofortjenesten nåede op på næsten 1,7 mio. kroner.

“Året før var der fodbold-EM i Ukraine med dansk deltagelse, ligesom vi kørte hårdt på omkring rejserne til Le Mans,“ forklarer Henrik Færch om baggrunden for den noget lavere bruttofortjeneste i det senest afsluttede regnskabsår.

Ellers må Air Affairs konstatere, at konkurrencen fra rute- og lavprisflyselskaber øges, idet det oftere kan være billigere at købe et stort antal sæder på ruteflyene, end at leje sit eget fly. Men der er dog ingen tegn på bekymring hos det nordjyske flymæglervirksomhed, der drives fra privaten i Aars samt fra et kontor i Aalborg Lufthavn.

“Markedet ligger stabilt, men på et noget lavt niveau, men vi har dog fast grund under fødderne. Jeg forventer at ansætte en medarbejder, når vi kan mærke, at den økonomiske fremgang har bidt sig fast. Jeg tror på, at det bliver i løbet af 2014,“ siger Henrik Færch.

Henrik Færch etablerede Air Affairs i august måned 2010. Før den tid var han ansat i ni år som flymægler hos Air Traffic. Herudover har han tidligere været salgschef i taxaflyselskaber som North Flying og Falck Air.