Kun håndbagage på SAS Go Light (Foto: SAS)

Endnu en forringelse i EuroBonus-programmet

SAS fjerner fordelen for EuroBonus-medlemmer med gratis at kunne indchecke bagage på de såkaldte Go Light-billetter.

Fordelene i loyalitetsprogrammet SAS EuroBonus bliver stadig færre i takt med at det skandinaviske flyselskab skal indentificere besparelser og øgede indtægtsmuligheder i kontakten med kunderne.

Det seneste tiltag i rækken af indskrænkninger i EuroBonus er beslutningen om, at medlemmer på sølv-, guld- og diamantniveau ikke længere gratis kan få bagage med på de såkaldte Go Light-billetter, der repræsenterer de laveste billetpriser, hvor der normalt skal betales ekstra, hvis der indcheckes bagage på flyvningen.

Go Light-billetterne har siden 2015 været tilgængelige i Skandinavien og Europa, og den 14. december sidste år indførte SAS den særlige billettype på flyvningerne fra Skandinavien til USA.

Ændringen træder i kraft ved alle rejser fra den 7. maj, men EuroBonus-medlemmer fra sølv-niveau og opefter, der har bestilt deres flyrejser før den 25. januar, får mulighed for at tage bagage med uden beregning.

“SAS Go light er et produkt, som mange kunder er glade for. Vi ønsker på denne billettype, at de samme betingelser gælder for alle uanset status – og dette er i øvrigt i linje med mange andre netværksselskaber. Hvis man ønsker bagage med, kan man for et mindre beløb købe den billet, og her gælder de samme muligheder for ekstra bagage som statuskunde, som i dag,” forklarer pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Omfattende argumentkatalog
SAS har udarbejdet et særligt Q&A-skema, som selskabets salgskontorer og eksterne rejsebureauer kan benytte, hvis det er nødvendigt at forsvare de ændrede vilkår over for eventuelle kritiske kunder.

Her instrueres medarbejderne i at oplyse, at sølvmedlemmer vil få adgang til SAS-lounges på lørdage fra den 13. januar til den 7. juli, hvis der kommer spørgsmål om, hvorvidt SAS tilbyder nye fordele, når man nu vælger at sløjfe den vigtige bagagefordel.

Herudover foreslår man også medarbejderne at fortælle kunderne, at konkurrenter som Lufthansa, Austrian, SWISS, Brussels Airlines, British Airways og Air France-KLM også har valgt at få i samme retning.

Særligt insisterende kunder kan også få oplyst, at den særlige bagagefordel fjernes “i vores bestræbelser på at reducere omfanget af bagage ombord samt vægten heraf for at reducere miljøpåvirkningen.”

Mange forringelser
Ved indgangen til 2017 valgte SAS at reducere antallet af lounges, hvortil Business- og Pluspassagerer samt EuroBonus-guldkortholdere havde adgang. Det medførte dengang relativt kraftige reaktioner fra SAS-passagererne.

I april sidste år hævede SAS endvidere prisen for opgradering fra SAS Go til SAS Plus fra 15.000 bonuspoint til 25.000 point samt fra 25.000 til 35.000 point ved opgradering i lufthavnen fra SAS Plus til SAS Business.

Da SAS samtidig i otte uger i sommeren 2017 suspenderede guldkortholdernes sædegaranti, så man altid kunne komme med på udsolgte fly, var der også mange knubbede ord fra de mest loyale SAS-kunder.

Men de omtalte serviceforringelser er tilsyneladende nødvendigt i et stærkt konkurrencepræget marked.

“Hele flybranchen er under pres, og vi er ligesom mange andre netværksselskaber nødt til at prioritere vores satsninger og det, som giver mest værdi for kunderne. Som guld- og diamantkunde har man i dag stadig masser af gode fordele, som ikke er der for basismedlemmer,” understreger pressechefen.

 

Relaterede artikler:

SAS lukker City Lounges

SAS forringer igen Eurobonus

Dyrere at reservere sæde hos SAS

Dyrere at opgradere hos SAS

SAS: Massestop for adgang til lounges