- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Enighed om at social dumping skal bekæmpes

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og transportministeren er enige om, at social dumping i luftfarten skal bekæmpes. Men der er forskellige holdninger til, hvilke roller EU og forbrugerne skal spille.

Dansk og international luftfart bliver i disse år udfordret af outsourcing, forringede arbejdsvilkår og lavere løn for kabinepersonale og piloter. Og såkaldt regelshopping betyder, at flyselskaber kombinerer forskellige nationale love for at omgå blandt andet skatteregler og blive omfattet af lige præcis de nationale regler, som giver de mest fordelagtige vilkår.

Tirsdag var fagbevægelsen, arbejdsgivere og politikere derfor samlet i København til en debat om hvad man stiller op mod social dumping og regelshopping i luftfarten.

Konferencens ”hovednavn” var transportminister Magnus Heunicke, der ikke mente, at man kunne forvente, at få forbrugerne til aktivt at vælge de meste brodne kar blandt flyselskaberne fra. Og det kan man heller ikke forlange, var budskabet fra ministeren. Han mener i stedet det er vigtigt at gå gennem EU-systemet.

”Jeg kan godt forstå, at de selskaber, der har ordnede forhold, er bekymrede. Derfor skal vi gøre noget. Men vi skal have EU med. Først skal vi lukke huller i de nationale regler, og derefter snakke med EU om at fortolke reglerne ens,” siger transportministeren.

EU eller ej
Selv om der generelt er stor enighed om, at forringelser af løn og arbejdsvilkår skal bekæmpes, så er der forskellige holdninger til, hvilken rolle EU skal spille. Ikke alle er således enige i transportministerens tro på EU.

”Vi skal ikke forvente, at EU kan hjælpe os særligt meget på området. Det ville da være rart med ens regler, men der er alt for stor forskel på, hvad de forskellige lande mener om området,” siger Henning Hyllested fra Enhedslisten.

Hos Dansk Industri er de også skeptiske over, hvor stor en rolle, EU kan spille i kampen mod social dumping.

”Jeg ser ikke noget problem ved, at EU laver regler for luftfart. Men der kommer til at gå meget lang tid, før der besluttes noget. Det går for langsomt,” siger direktør i DI Transport Michael Svane.

Forbrugerne har et valg
Forbrugerne har i dag stor magt, da det er dem, der vælger, hvilke flyselskaber de rejser med. Parterne på konferencen var dog uenige om, hvor meget man kan kræve af forbrugerne.

”Vi kan ikke overlade problemet til rejsende familier. Vi kan ikke forlange, at de ved, hvad kabinepersonalet tjener, eller hvordan bagagepersonalets arbejdsforhold er,” siger transportminister Magnus Heunicke.

Direktør i DI Transport Michael Svane syntes dog, at forbrugerne har et større ansvar for at tage bevidste valg om, hvilket slags flyselskab, de vil støtte.

”Som forbruger har man en indkøbsmagt, så man sætter en standard for, hvordan markedet udformer sig. Forbrugerne kan måske ikke løse problemet, men de må i hvert fald italesætte det, så der sker noget på området,” siger han.

Transportminister Magnus Heunicke i samtale med deltagere ved konferencen. Foto: Fie Hviid Olesen.