Morten Boje Hviid, External Communications & Public Affairs Director hos Københavns Lufthavn. (Foto: Jäger Arén)

Erfaren kommunikationsrådgiver til CPH

Morten Boje Hviid er ansat som ny chef for ekstern kommunikation og PR hos Københavns Lufthavn. Han er i offentligheden kendt som en af de få overlevende fra Estonia-forliset.

Det er en erfaren kommunikationsrådgiver og ærkesocialdemokrat, der i skikkelse af 50-årige Morten Boje Hviid den 15. maj træder ind ad døren på Lufthavnsboulevarden 6 i Kastrup for fremover at varetage stillingen som chef for ekstern kommunikation og PR hos Københavns Lufthavne A/S.

Her skal han afløse Rasmus Winther, der forlod Københavns Lufthavn ved udgangen af marts måned for at søge nye udfordringer i den fynske virksomhed Natur Energy.

Morten Boje Hviid kommer fra en stilling som nordisk driftsdirektør hos den store kommunikationsvirksomhed Rud Pedersen Group, hvor han blot har været ansat i 10 måneder siden august sidste år. I en kort periode i hele 2011 har han været ansat i selvsamme virksomhed. Ellers har Morten Boje Hviid beskæftiget sig en del med tobaksindustrien i sin rolle som formand for Tobaksproducenterne i Denmark samt ledelsesroller i forbindelse med public affairs og kommunikation hos British American Tobacco i Nordeuropa.

Der har også været tid til at drive sin egen virksomhed, idet Morten Boje & Partners ApS blev etableret den 9. november 2015 med speciale i at yde rådgivning indenfor public affairs, kommunikation og ledelse.

Tungt politisk netværk
Rent politisk har det aldrig været nogen hemmelighed, at Morten Boje Hviid er en svoren socialdemokrat. Kontakterne i det politiske miljø er mangfoldige, når han på sit CV kan skrive, at han har været særlig rådgiver for fødevareminister Henrik Dam Kristensen, forsvarsminister Hans Hækkerup og udenrigsminister Mogens Lykketoft, ligesom han i perioden 2002-2006 var personlig rådgiver for henholdsvis Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt.

”Morten Boje Hviid har en dyb og indgående erfaring med både kommunikation og public affairs-arbejde. Det er kompetencer, som vi glæder os til, at han vil bruge i vores samspil med omverdenen og ikke mindst til at styrke vores kommunikation i forbindelse med de mange udbygningsprojekter og forandringer af lufthavnen, som vi gennemfører i de kommende år,” udtaler kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavn.

Morten Boje Hviid bliver dermed manden, der skal hjælpe med at overbevise politikerne om, at Københavns Lufthavn skal have de nødvendige tilladelser og lovændringer for at kunne udbygge lufthavnen, hvilket blandt andet skal ske gennem nedlæggelsen af den omstridte tværbane 12/30.

Den erfarne kommunikationsrådgiver er mest kendt i den brede offentlighed som en af de ombordværende på M/F Estonia, der forliste i Østersøen natten mellem den 27. og 28. september 1994 undervejs fra Tallinn til Stockholm. Morten Boje Hviid overlevede en nat i en redningsflåde, der om morgenen blev fundet af en redningshelikopter. I alt 852 mennesker omkom ved skibsforliset, og danskeren var blandt de kun 137 overlevende. I 1999 udgav han bogen: Jeg ville overleve: fire år efter Estonia-tragedien.