Ryanair.fly i Flughafen Frankfurt-Hahn. (Foto: Wikitrans)

EU-Kommissionen åbner ny Ryanair-undersøgelse

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil have undersøgt, om Ryanair har modtaget ulovlig støtte i Frankfurt-Hahn.

Ryanair har efterhånden været genstand for mange EU-undersøgelser med henblik på at klarlægge, hvorvidt det irske lavprisflyselskab modtager ulovlig statsstøtte fra lufthavne rundt omkring i Europa.

Det er en kendt sag, at der skal klækkelige opstartsrabatter og markedsføringstilskud til for at lokke Ryanair-flyene til, da mange lufthavne i hele Europa står i kø for at få en andel af 140 millioner årlige passagerer fordelt på 450 fly.

Nu er det Flughafen Frankfurt-Hahn i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, omkring 120 kilometer vest for Frankfurt am Main, der er kommet i søgelyset. EU-Kommissionen har sat sig for at undersøge, om den tyske lufthavnsoperatør FFHG har ydet støtte i strid med EU´s lovgivning.

“Fair konkurrence er afgørende for forbrugere, jobskabelse og vækst – og det gælder også for lufthavnsoperatører. Vi vil undersøge, om regionale og lokale myndigheder i Tyskland i strid med reglerne har givet en unfair konkurrencefordel til Ryanair i forhold til selskabets konkurrenter, hvilket potentielt kan skade andre flyselskaber og medføre afledte effekter i andre regioner i Europa,” siger EU-kommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Skal gennemgå aftaler
Den tyske lavprislufthavn drives af Flughafengesellschaft Frankfurt-Hahn GmbH (FFHG), der i perioden fra 2009 til 2017 har været ejet af den tyske delstat Rheinland-Pfalz, men lufthavnsoperatøren har siden den 1. marts 2017 været kontrolleret af kinesiske HNA Group.

Baggrunden for undersøgelsen er, at EU-Kommissionen har modtaget en klage over, at Ryanair har fået særligt fordelagtige vilkår, hvilket også skulle være tilfældet med lufthavnsoperatøren FFHG.

EU-Kommissionen har sat sig for at undersøge markedsføringsaftaler mellem delstatsmyndighederne i Rheinland Pfalz og Ryanair samt specifikke aftaler mellem Ryanair og FFHG, hvor der angiveligt er ydet støtte til lufthavnsafgifter tillige med finansiering af trænings- og uddannelsesfaciliteter til flyselskabets flyvende personale samt vedligeholdelsesfaciliteter for flyene.

Igennem de senere år har EU-Kommissionen truffet en række afgørelser, hvori det har været fastslået, at offentlig støtte med henblik på at etablere vedligeholdelsesfaciliteter til flyselskaber i lufthavnene ikke har været foreneligt med EU´s konkurrenceregler.

Det gælder tilfælde fra franske lufthavne i Nimes, Pau og Angoulême, Zweibrücken og Altenburg-Nobitz i Tyskland, Klagenfurt i Østrig samt Cagliari, Olbia og Alghero i Italien. I sommeren 2018 har EU-Kommissionen ligeledes åbnet en undersøgelse af påstået ulovlig statsstøtte til Ryanair i den franske lufthavn i Montpellier.

Færre Ryanair-passagerer i Hahn
Hahn-lufthavnen blev i mange år benyttet af Ryanair til at betjene området omkring Frankfurt am Main, men i foråret 2017 åbnede Ryanair base i den store Frankfurt Airport, og sidenhen er der flyttet ruter væk fra Hahn.

På et tidspunkt havde Ryanair 11 basefly i Frankfurt-Hahn, og i dag er selskabet nede på fire fly. Herudover er der vedvarende rygter om, at der vil blive reduceret yderligere i den alternative Frankfurt-lufthavn.

 

Relaterede artikler

Ryanair flytter ruter fra Hahn til Frankfurt Lufthavn

Ny stor Ryanair-udvidelse i Frankfurt

Ryanair med gigantoprustning i Frankfurt

Frankfurt-lufthavn sælges igen

Medie: Ryanair etablerer base i Frankfurt Lufthavn