EU-kritik af russisk luftfart

Den estiske EU-transportkommissær Siim Kallas rettede i sidste uge en hård kritik mod russisk luftfart under en tale på en russiske konference. EU-transportkommissæren mener ikke, at der er konkurrencedygtige russiske luftfartsselskaber i det internationale luftfartsmarked.

Europa-Kommissionens transportkommissær Siim Kallas retter en hård kritik mod den kommercielle russiske luftfart. Det skete ved International Forum on Transport, der blev afholdt i Moskva i sidste uge.

Siim Kallas – der er født i nabolandet Estland – skulle ifølge ATW have udtalt, at den russiske nation har ofret for lidt opmærksomhed overfor det enorme potentiale, som den globale luftfart rummer.

Transportkommissæren sagde bl.a., at ”der ikke er nogen konkurrencedygtige russiske luftfartsselskaber, der konkurrerer i det globale luftfartsmarked. Aeroflot har 100 fly, mens fransk-hollandske Air France KLM har i alt 624.”

Også Ruslands infrastruktur fik et par ord med på vejen fra Siim Kallas. Lige bortset fra lufthavnene i Moskva og St. Petersborg er der ifølge transport-kommissæren mangel på moderne lufthavne i hele landet. Antallet af kommercielle lufthavne i drift er faldende, og der er få moderne servicefaciliteter. ”Der er et stort behov for investeringer i landingsbaner og lufthavnsfaciliteter,” konkluderede Siim Kallas.

Ifølge ATW er der et anspændt forhold mellem EU og Rusland i forhold til spørgsmålet om overflyvningsgebyrer. Flere lande bl.a.Frankrig, Tyskland, Østrig og Finland har angiveligt overtrådt EU´s konkurrenceregler ved at gå enegang gennem separate bilaterale aftaler med de russiske myndigheder. Men der stårogså meget på spil for de nationale luftfartsselskaber Finnair, Lufthansa og Air France KLM, der er de tre største operatører mellem Europa og Asien. Gunstige vilkår for overflyvning af det russiske luftrum spiller en væsentlig rolle for at kunne tilbyde konkurrencedygtige transportforbindelser på disse ruter.

I en officiel pressemeddelelse udsendt af EU-Kommissionen den 19. november, konstaterer transport-kommissær Siim Kallas på baggrund af møder i Moskva, at der er gjort store fremskridt i dialogen mellem EU og Rusland i transport-spørgsmål.

Foto: EU-transportkommissær Siim Kallas retter en kraftig kritik mod russisk luftfart.