EU: Maksimalt 60 grader i flykabinen

Kabinepersonale og passagerer må maksimalt blive udsat for 60 grader i få minutter, lyder det fra EU om temperaturer i flykabinen.

Det kan lyde helt absurd, men det er ikke desto mindre et reelt forslag fra EU.

Den Europæiske Union har nemlig diskuteret EU-forordningen, hvad angår tilladte temperaturer om bord på fly. Unionen er kommet med et forslag til, at den absolut maksimale temperatur i flykabinen må være 60 grader i maksimalt 10 minutter. Herudover lyder det, at der maksimalt må være 38 grader i 90 minutter. Det skriver det tyske medie aeroTELEGRAPH.

Den varme sommer har flere steder verden over udfordret besætningsmedlemmer, men også lufthavnsansatte, der arbejder på jorden omkring flyene, har kæmpet med de høje temperaturer.

Afkølende vand, is, forfriskende håndklæder og lidt sprøjt fra brandmændenes vandslanger i ny og næ er efterhånden kommet til undsætning for medarbejderne, og lufthavne gør generelt meget for at beskytte deres ansatte. Ind i mellem har temperaturerne også nået op på 60 grader uden for flyene, skriver det tyske medie.

Sundhed i fokus
Inde i flyet kan der som beskrevet også blive utrolig varmt. Især når flyet holder stille ved gaten, for så er klimaanlægget ikke slået til. I USA har foreningen Association of Flight Attendants-CWA opfordret det amerikanske transportministerium til at formulere regler om minimums- og maksimumstemperaturer i flykabinen.

“Det handler om sikkerhed og sundhed. Hvis det er for varmt, kan folk blive svimmel, og de kan – uvidende – blive ramt af hedeslag. Hvis det er for koldt, kan de få kulde-stress eller sågar hypotermi,” siger Sara Nelson, der er formand i foreningen, ifølge det amerikanske medie The Hill.

This is an issue of safety, health and security. If it’s too hot, people can become dizzy, unaware, suffer from heat stroke. If it’s too cold, they can experience cold stress or even hypothermia

Også passagererne bliver ind i mellem udsat for nærmest umenneskelige temperaturer, inden flyet kommer i luften, eller når det er landet. Det fører årligt til snesevis af sager, hvor kabineansatte eller passagerer får åndedrætsbesvær og måske endda besvimer. For lave temperaturer kan også være et problem i forhold til at undgå forkølelse.

Længerevarende arbejde
I Europa er der således regler på vej på området for tilladte temperaturer i flykabiner. Og der har efterhånden været arbejdet længe på at komme frem til et endeligt forslag.

“En arbejdsgruppe bestående af politikere, eksperter og repræsentanter fra industrien har arbejdet siden 2013 på en ny regel til formål at regulere de tilladte ekstrem-temperaturer om bord på fly,” siger Sylvia Gassner fra UFO, der er en tysk forening for besætningsmedlemmer. Det første forslag er ikke endeligt blevet vedtaget.

I de fleste flykabiner tilstræbes der normalt at holde en temperatur på mellem 22 og 24 grader. Mange passagerer vil i den ekstreme sommervarme nok kun føle, at disse temperaturer bliver opretholdt, når flyet er i luften, og klimaanlægget kan slå de høje temperaturer ned.

 

Relaterede artikler:

Passagerer besvimede i glohed flykabine

Passagerer fanget i 40 grader varm kabine

Design din egen flykabine

Atmosfæriske forstyrrelser skabte røglugt i SAS-fly

Flybesætning kom sejlende til lufthavnen