EU vil registrere piloters lægejournaler

Europæiske piloters lægejournaler skal samles i en database for at undgå, at piloter “shopper“ rundt mellem læger og lande. Det foreslår EASA.

Det skal være svære for europæiske piloter at lave såkaldt ”medicinsk turisme”, hvor de skifter mellem læger på tværs af landegrænser for at få den nødvendige lægegodkendelse til at opretholde sit flyvercertifikat. Og hvor det er svært for myndighederne i ét land at finde ud af om en pilot fra et andet land rent faktisk ikke må flyve for sin læge.

Derfor vil de europæiske luftfartssikkerhedsmyndigheder, European Aviation Safety Agency (EASA) gerne etablere en fælleseuropæisk database med lægeoplysninger fra tusindvis af piloter i europæiske flyselskaber.

EASA håber at kunne have en database parat om godt et år.

Omfattende depression
Det er ulykken med et Airbus A320-fly fra Germanwings i marts i år, der har sat gang i tankerne om en fælles database med lægeoplysninger. Her blev 149 mennesker dræbt, da flyets styrmand låste sig inde i cockpittet og bevidst lod flyet styrte ned i de franske alper.

Efterfølgende kom det frem, at styrmanden havde haft en omfattende depression og sandsynligvis frygtede at miste sit job som pilot. Han havde researchet på metoder til at begå selvmord og forsøgte at skjule sine lidelser for sin arbejdsgiver.

I dag kan piloter få et lægecheck i et hvert EU-land, hvis bare lægen er certificeret af EASA.

De enkelte EU-lande har vidt forskellige regler for datasikkerhed og registrering af personfølsomme oplysninger. I Storbritannien er læger allerede i dag forpligtiget til at give myndighederne besked, hvis samfundet kan komme i fare som følge af en lidelse hos en patient. Omvendt mener EU-Kommissionen at man i Tyskland lægger for stor vægt på at beskytte den enkeltes privatliv og tager for lidt hensyn til samfundets bedste.