British Airways får nye uniformer designet af den ikoniske britiske skrædder Ozwald Boateng. Foto: British Airways

Får nye uniformer til 100-års jubilæum

British Airways fylder 100 år i 2019, og i den forbindelse får flyselskabet helt nye uniformer kreeret af en britisk designer.

Det kommer formentlig ikke til at gå stille af sig, når British Airways runder hundrede år til næste år. Det britiske flyselskab er i gang med forberedelserne, inden jubilæumsåret skydes i gang om lidt under tre måneder.

Ét af tiltagene ved fødselsdagsfejringen drejer sig om helt nye uniformer til de 32.000 medarbejdere, der til daglig bærer uniform hos British Airways. De nye klæder bliver designet af den britiske designer Ozwald Boateng, der er kendt for at give et moderne tvist til den ellers klassiske britiske skræddertradition.

British Airways ser frem til endnu engang at forny uniformerne, som er en vigtig del af flyselskabets historie og identitet.

”Vores uniformer er et ikonisk symbol på vores brand gennem dets 100-årige historie, og samarbejdet med Ozwald vil føre os videre mod næste kapitel på vores rejse. British Airways investerer i vore kunders rejseoplevelse, og de nye uniformer er en visuel manifestation af, at vi også investerer i vores ansatte. Vi håber, at de vil være stolte af at bære den,” siger Alex Cruz, koncernchef i British Airways.

Fremtrædende designer
I løbet af de næste fem år investerer British Airways samlet for 4,5 milliarder britiske pund (38,1 milliarder kroner, red.), og de nye uniformer indgår i dette beløb. Designeren glæder sig til at skabe de nye uniformer til de tusindvis af ansatte.

”Det er vigtigt for mig at skabe noget, der kan gøre alle de 32.000 uniformerede ansatte i British Airways tilfredse, og som samtidig gør det muligt at vise mine evner som designer. Jeg glæder mig til at raffinere en uniform til en kollektion,” siger designeren Ozwald Boateng.

Han har været i modebranchen siden 1986. Under modeugen i Paris var Ozwald Boateng den første skrædder til at fremvise sit eget tøj på catwalken. I London har han sin egen butik på den prestigefulde skræddergade Savile Row. I perioden fra 2002 til 2006 arbejdede han for Givenchy Homme, og i indeværende år præsenterede han sin første kollektion til kvinder.

Som en del arbejdet med at designe de nye uniformer vil Ozwald Boateng samarbejde med medarbejderne i British Airways for at forstå deres hverdag, og hvad uniformerne skal kunne holde til.

Tidligere designere af British Airways-uniformen tæller Paul Costelloe, Roland Klein, Baccart Weatherall, Hardy Amies og Julien MacDonald.

 

Relaterede artikler:

British Airways fra 1919 til First Class Cabin

British Airways slår igen dørene op til fortiden

British Airways vender tilbage til Osaka

British Airways styrker transferproduktet

British Airways risikerer milliardbøde efter datatyveri