- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Får verdens største private jetfly i gave

Qatars Emir Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani har ifølge tyrkisk stats-tv foræret en stor Boeing 747-8 til Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan.

En stor Boeing 747-8 VIP-jet med registreringen VQ-BSK forlod den 11. september kl. 14.37 Basel-Mulhouse Freiburg EuroAirport og landede efter en flyvning på otte timer og 30 minutter i Istanbul-Sabiha Gökcen International Airport i Istanbul.

Flyveruten var lidt usædvanlig, da flyet første fløj ind over Frankrig, Spanien og Portugal for derefter at vende tilbage mod Europa et stykke ude over Atlanterhavet. Flyet kom ind over Belgien og fortsatte ned gennem Tyskland, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien med direkte kurs mod den tyrkiske lufthavn i Eurasien. Der har givetvis været tale om en acceptance flight i forbindelse med overlevering af flyet til en ny ejer.

Flyet har været indregistreret hos Bermuda-selskabet Worldwide Aircraft Holding og har siden leveringen i slutningen af 2012 tilhørt Qatars Emir Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani, hvilket da også tydeligt er markeret med Qatars nationale symbol på halen. 

Ifølge den statslige tyrkiske tv-station TRT Haber er flyet netop blevet leveret til Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan som en gave (!) fra Qatars stenrige emir. Prisen for flyet, da det blev erhvervet af emiren, var 400 millioner amerikanske dollars, eller hvad der svarer til næsten 2,6 milliarder danske kroner.

VVIP-indretning i Emirens Boeing 747-8. (Foto: Sam Chui)

To år med at specialindrette flyet
Det nye fly vil tilslutte sig de seks andre jetfly og tre helikoptere, som den tyrkiske stat råder over. En Airbus A318, to Airbus A319, en A330, en A340 samt en Bombardier CRJ200 er i forvejen i den tyrkiske regerings flyflåde.

VIP-udgaven af A340-flyet købte Tyrkiet i 2016 for 78 millioner dollars, og flyet havde tidligere tilhørt den tunesiske præsident Zine El Abidine Ben Ali, der blev afsat under Jasminrevolutionen i 2011.

Det tog oprindeligt to år at indrette Boeing 747-flyet med VVIP-interior hos Boeing i San Antonio i Texas. Der er blandt andet et stort soveværelse med en dobbeltseng, en stue, et stort badeværelse, egen hospitalsafdeling samt forskellige møde- og opholdsrum. Flyet har en kapacitet til maksimalt 76 personer.

Det nye tyrkiske regeringsfly er næsten så godt som nyt. Flyet har været til salg i nogle måneder og har kun 436 flyvetimer og omkring 200 operationer bag sig.

Qatars Al Thani-familie kommer dog ikke til at savne standsmæssig transport fremadrettet. Her står i dag 14 andre VIP-fly til rådighed, heriblandt tre Airbus A319, tre A320, to A330, tre A340 samt tre Boeing 747-8.

 

Relaterede artikler:

Første fly landet i Europas største lufthavn

Udrensning i Turkish Airlines efter mislykket kupforsøg

Boeing 747-8 bliver ny Air Force One