Emirates Airbus A380 lander i København. (Foto: Morten Lund Tiirikainen).

Færre Emirates-afgange fra København

Stor banerenovering i Dubai medfører næste forår længere periode med færre ugentlige forbindelser mellem København og Dubai med Emirates’ Airbus A380.

Når Dubai International Airport næste forår lukker sin sydlige landingsbane i 45 dage for at gennemføre en større banerenovering, kommer det til at betyde aflysninger af hundredvis af flyafgange hver uge.

For lufthavnens største flyselskab Emirates alene betyder den lukkede bane, at selskabet må reducere antallet af ugentlige afgange på over 110 ruter fra Dubai til det meste af verden.

Det rammer blandt andet Emirates-ruten til København, hvor to af de syv ugentlige forbindelser med en Airbus A380-800 bliver aflyst i perioden fra 16. april til 30. maj 2019. Det bliver ifølge det offentliggjorte program forbindelserne mandag og onsdag, der aflyses.

Emirates betjener ruten til København med Airbus A380-fly i en særlig to-klasses version med i alt 615 sæder. Aflysningen af to ugentlige afgange i hver retning betyder derfor i alt en reduktion af selskabets kapacitet på ruten med 2.460 sæder om ugen – fra 8.610 sæder til 6.150 sæder.

Oslo, Stockholm og Hamborg rammes også
Emirates-ruterne fra Dubai til Oslo, Stockholm og Hamborg bliver også ramt af aflysninger. På Oslo-ruten skæres antallet af afgange ned fra syv til fire ugentlige afgange – med aflysning af forbindelserne onsdag, fredag og lørdag.

På Stockholm-ruten reduceres fra syv til fem ugentlige afgange – med aflysninger af forbindelserne mandag og torsdag, mens Hamborg-ruten reduceres fra to daglige forbindelser til én daglig forbindelse ugen igennem.

Bane skal have ny belægning og belysning
Dubai International Airports sydlige landingsbane skal under lukningen gennemrenoveres og blandt andet have helt ny belægning og ny belysning. Lufthavnens nordlige bane gennemgik en lignende hovedrenovering i 2014.

Lufthavnen har i gennemsnit over 1.000 starter og landinger hver dag, men perioden fra den 16. april til 30. maj er erfaringsmæssigt den periode på året, hvor passagertrafikken i Dubai er lavest.

Relaterede artikler:

Flere flyafgange mellem København og Dubai

Dubai International opgraderer den ene landingsbane

Emirates indsætter A380 til Hamborg