Næstformand i Flyvebranchens Personale Union, Anders Mark Jensen. (Foto: FPU)

Fagforening undersøger PrivatAir

FPU undersøger nu om PrivatAir, der flyver for SAS, reelt anlægger en base i København. Det kan rejse krav om dansk overenskomst.

Det schweiziske flyselskab PrivatAir skal fra næste uge flyve den ekstraafgang, SAS indsætter på ruten til New York. Men selskabet har ikke overenskomst med sine ansatte.

I Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer medarbejderne hos en anden SAS-underleverandører, Cimber, oplyser næstformand Anders Mark Jensen, at man er gået i gang med at undersøge, om PrivatAirs kommende setup i København reelt er en base ifølge EU-reglerne.

”Med Stavanger-Houston-ruten var det et anliggende for de norske fagforeninger. Nu er PrivatAir så rykket til København, og vi er derfor i gang med at finde ud af, om der reelt er tale om en base efter gældende EU-regler,” siger Anders Mark Jensen til CHECK-IN.dk.

PrivatAir har fløjet for SAS i godt et år ud af Norge til Houston.

Ikke ny Ryanair-sag
I tilfælde af at PrivatAir reelt anlægger en base i København for at flyve for SAS til blandt andet New York, kan selskabet blive mødt med krav om at skulle tegne overenskomst i Danmark, sådan som det skete for Ryanair i foråret.

I FPU afviser man dog foreløbigt, at PrivatAir er på vej til at blive en ny Ryanair-sag.

”Det er svært at vurdere udefra, hvordan PrivatAir reelt organiserer sine ansatte, men det er med de oplysninger vi har, ikke en ny Ryanair-sag, fordi de ansatte, så vidt vi er orienteret på nuværende tidspunkt, ikke har eller får base i Danmark,” siger Anders Mark Jensen.

Når man ikke har base i Danmark, betyder det i PrivatAirs tilfælde, at de ansatte rejser til Danmark fra andre baser, flyver til Huston, overnatter på hotel, flyver hjem og overnatter måske på hotel igen, inden de rejser hjem til deres base, hvor de holder deres fridage.

Rigtig grimt
Det er ikke kun PrivatAirs manglende overenskomst, der får FPU til at spærre øjnene op over SAS’ schweiziske underleverandør. PrivatAirs direktør, Greg Thomas, har til CHECK-IN.dk oplyst, at de individuelle aftaler med de ansatte giver mulighed for at ”lege med skattereglerne i Europa.”

”Vi synes, det er rigtig uheldigt, at man har fundet en leverandør, der spekulerer i skatteregler, for hvad spekulerer de så ellers i? Det er rigtig grimt,” siger Anders Mark Jensen.

Han vil dog ikke kommentere direkte på det forhold, at SAS med indsætningen af PrivatAir på New York bruger et selskab, der ikke har overenskomst til at skabe vækst på New York-ruten.

Radiotavshed i CAU
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra CAU, Cabin Attendants Union, der organiserer SAS’ danske kabineansatte og således også en række af de ansatte, som står for at flyve rute SK909, København-New York, som altså inden længe får selskab af PrivatAir-afgangen, SK901.

Ifølge SAS selv har man været velvidende om, at PrivatAirs personale ikke er organiseret, da man indgik aftale med selskabet for over et år siden. Mandag sagde pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk:

”Det er lidt specielt at samarbejde med schweiziske virksomheder, da arbejdsmarkedet er noget anderledes, og de ofte ikke har overenskomster. Men i forhold til de vilkår, som PrivatAir tilbyder sine medarbejdere, er vores holdning, at de er i overensstemmelse med de forhold, vi tilbyder.”

PrivatAir har fløjet godt et år for SAS på Stavanger-Houston, men nu rykker SAS selskabet til København, hvor det i første omgang skal flyve fra til New York og fra marts måned til Boston.

Billede: Anders Mark Jensen, næstformand FPU Foto: PR