Fagligt møde forstyrrer flytrafikken i CPH

Medlemmerne i kabineforeningen hos SAS har her til formiddag nedlagt arbejdet i utilfredshed med SAS-ledelsens udspil til vilkår for de ansatte, de skal overføres til Cimber.

Aflysninger og forsinkelser præger i disse timer flytrafikken i Københavns Lufthavn. Kabineansatte hos SAS indledte fredag morgen kl. 09.00 et medlemsmøde med bestyrelsen i CAU, hvor forhandlingssammenbruddet med SAS omkring overførsel af 140 kabineansatte til Cimber skulle drøftes.

Mødet udviklede sig sidenhen, idet bestyrelsen i CAU blev bedt om at forlade lokalet, hvorefter medlemmerne iværksatte et fagligt møde. Medlemmerne har i øvrigt tilkaldt samtlige CAU-medlemmer, hvorfor der kan være udsigt til omfattende trafikforstyrrelser i de kommende timer.

SAS har allerede aflyst flyvninger til Düsseldorf, Stavanger, Hamborg, Aalesund og Oslo, mens en række SAS-afgange har forsinkelser mellem 30 minutter og en time.

“Vi har rettet henvendelse til CAU og bedt dem om at få deres medlemmer tilbage på arbejde. I mellemtiden håndterer vi situationen så godt vi nu kan under de vilkår, som er til stede,“ bekræfter pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark overfor CHECK-IN.dk.

Mange SAS-fly er forsinkede eller aflyst. (Arkivfoto)