Air China Airbus A330-200.

Faldende vækst i kinesisk luftfart

Mange års væksteventyr i den kinesiske luftfartsindustri kan være på vej til opbremsning. De seneste tal viser en langsommere vækst end i de foregående 7 år. Kinesiske luftfartsselskaber venter dog et overskud på 41 milliarder i 2011, hvilket er over halvdelen af det samlede overskud blandt verdens luftfartsselskaber.

I flere år har det kinesiske væksteventyr været næsten uden grænser. Eksporten har boomet, og handelsoverskuddet er blevet større og større for hver måned. Og det har også været tilfældet for den kinesiske luftfart, der nærmest konstant har meldt om nye ruter, flere destinationer og et hastigt stigende antal passagerer.

Men nu tyder de seneste tal på, at det kinesiske væksteventyr kan være foran en opbremsning. I hvert fald tyder statistikken på, at Kinas luftfart nu går ind i en periode med lavere vækst, end man har været vant til.

Ifølge de seneste oplysninger fra Civil Aviation Administration of China (CAAC) har de kinesiske luftfartsselskaber samlet set oplevet encifrede vækstrater i 2011, hvor man i perioden 2004-2010 har været vant til tocifrede vækstrater.

Især i sidste halvel af 2011 har væksten været skuffende.

Et vanskeligt 2012

Og ser man overordnet på hele regionen for Asien og Stillehavet (Asia Pacific) forbereder de fleste luftfartsselskaber sig på et vanskeligt 2012. Det vurderer CAPA Centre for Aviation, der fremhæver de fortsatte bekymringer omkring den europæiske gældskrise og en større usikkerhed for hele den globale vækst i 2012.

Disse bekymringer til trods, vurderer Association of Asia Pacific Airlines (AAPA) dog, at regionens luftfartsselskaberhar klaret sig bedre end luftfartsselskaberne i andre regioner og også er bedre klædt påtil at håndtereden usikre økonomiske fremtid og sikre væksten.

Især på lidt længere sigt er der positive fremtidsforventninger, hvilket afspejles i en meget stor ordrebeholdning af nye fly.

Isoleret set er der da også stadig grund til optimisme for Kina. Ifølge CAAC er Kina ganskevist blevet ramt af den globale økonomiske nedtur, men ikke desto mindre er væksten blandt landets luftfartsselskaber stadig den højeste i verden.

Halvdelenaf den globale luftfarts overskud

Samlet set ventes de kinesiske luftfartsselskaber at få et overskud i 2011 på $7,2 milliarder – eller godt 41,5 milliarder danske kroner. Dermed står Kina for overhalvdelen af overskuddet hos alle verdens luftfartsselskaber.

Væksten i det kinesiske luftrum har været negativt påvirket af udvidelsen af landets højhastighedstog, ligesom der også er flaskehalse i infrastrukturen og begrænsninger på hvor meget den civile luftfart må fylde i det kinesiske luftrum.

Samlet set ventes kinesiske luftfartsselskaber at fragte 290 millioner passagerer i 2011, hvilket er en stigning på 8,2 %. I det kommende år ventes en stigning på yderligere 10 % til 320 millioner passagerer.

Dermed tyder meget på, at også 2012 vil betyde vækst for de større kinesiske luftfartsselskaber som Air China, Hainan Airlines, China Eastern Airlines, Shanghai Airlines og Shenzhen Airlines.