- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Farnborough – dag 3: Fokus på leveringsproblemer

Airbus forudser et intenst andet halvår, hvor flyfabrikken vil forsøge at indhente forsinkelser i leverancerne af sine A320 fly.

Flyfabrikkerne har udfordringer med at følge med efterspørgslen og levere de fly, som flyselskaberne har bestilt, til tiden. Udfordringen skyldes blandt andet motorproducenternes problemer med at levere motorer til flyfabrikkerne – blandt andet på grund af tekniske fejl i motorerne.

Problemerne var i fokus på dag 3 på Farnborough International Airshow, hvor blandt andre Qatar Airways koncernchef Akbar Al Baker udtrykte bekymringer over det stigende pres på forsyningskæden i takt med, at flyproducenterne skubber produktionshastighederne op.

Den åbenmundede flyselskabschef har tidligere luftet sin frustration over forsinkelser i leverancerne, hvilket endda har fået ham til at annullere ordrer.

“Udfordringen i dag er, at alle – Airbus, Boeing, Bombardier, Embraer, kineserne og russerne – er afhængige af deb samme forsyningskæde, og der har ikke været nogen forøgelse af eller investeringer i forsyningskæden,” sagde Akbar Al Baker til FlightGlobal.

“Trykket er virkelig stort på forsyningskæden, hvilket faktisk forsinker producenterne,” sagde koncernchefen, som har bestillinger på næsten 200 fly.

53 A320 fly hver måned
Hos Airbus er administrerende direktør Tom Enders helt bevidst om problemerne, og han forudser et intenst andet halvår, hvor Airbus vil forsøge at indhente forsinkelserne i leveringerne af mellemdistancefly og rydde op i den parkerede flåde af nye A320neo fly, som fortsat mangler motorer.

Airbus ville skulle levere over 53 A320 fly hver måned i løbet af andet halvår blot for at komme på niveau med sidste års produktion.

Airbus er ifølge Tom Enders i gang med at “mobilisere ressourcer” i forsøget på at udstyre alle parkerede A320neo fly med motorer for at “få dem ud på asfalten inden årets udgang”.

Han understreger, at det vil være en stor udfordring at nå selskabets oprindelige mål om 800 flyleverancer i år fordelt på hele Airbus’ sortiment. “Ja, det kan gøres, men det vil blive en vild tur, det er helt sikkert,” siger han til FlightGlobal.

Stor 737 MAX ordre til Boeing
På dag 3 af flyshowet i Farnborough kunne flyfabrikkerne fortsat annoncere nye ordrer. Boeing kunne fortælle om en ny aftale med det vietnamesiske lavprisselskab VietJet om yderligere 100 Boeing 737 MAX fly fordelt på 80 737 MAX 10 og 20 737 MAX 8.

Med den nye bestilling vil VietJet blive den største 737 MAX-kunde i Asien, når ordren er gennemført. I 2016 bestilte VietJet 100 737 MAX 8 fly.

Flere nye ordrer til Airbus
Airbus kunne til gengæld fortælle om ordre fra det mexicanske lavprisselskab Viva Aerobus på yderligere 25 A321neo samt en opgradering af 16 A320neo til det større A321neo fly. Hermed har Viva Aerobus i alt ordrer på 80 fly i A320-familien, hvoraf den største del er A321neo.

Airbus modtog også en ordre fra Uganda Airlines på to A330-800neo langdistancefly – den nyeste version af A330-flyet, ligesom en ikke navngiven kunde har afgivet ordre på seks fly fra A330neo-familien.

 

Relaterede artikler:

Farnborough – dag 2: 60 Airbus-fly til nyt selskab

Farnborough – dag 1: Flyordrer for milliarder

Airbus må vente til april på nye Pratt-motorer