Femte A320-fly ankommet til DAT

Danish Air Transport modtog onsdag selskabets femte fly af typen Airbus A320. Dermed har Vamdrup-selskabet en kapacitet på 18 fly med op imod 1.850 sæder.

Da Jesper og Kirsten Rungholm i 1989 etablerede Danish Air Transport (DAT), havde de ikke forestillet sig, at de mere end 25 år senere skulle beskæftige store jetfly med plads til 180 passagerer.

DAT´s første fly var af typen Shorts Skyvan SC-7, som selskabets grundlæggere selv beskriver som en flyttekasse med vinger og to motorer. Der blev fløjet med alt fra post, pakker og væddeløbsheste samt forsyninger til det årlige Paris-Dakar rally.

I går fik DAT leveret sit femte Airbus A320-fly og flyer nu i stedet danske charterturister på ferie på vegne af Primo Tours, Århus Charter, Apollo og andre charterarrangører.

Med leveringen af A320-flyet er DAT nu oppe på 18 fly i det danske selskabs flåde. Hertil kommer fem fly i det litauiske datterselskab DOT LT.

Dermed er DAT kommet op i en lidt tungere vægtklasse med en flåde, der tilsammen rummer op imod 1.850 sæder i det danske selskab. Samtidig rundede flyselskabet med hovedsæde i Vamdrup sidste år den halve milliard i omsætning og har tilsyneladende sat kursen mod en ticifret omsætning i løbet af de kommende år.

Idriftsættes sidst i november
Det første jetfly fik DAT i 2009, da man anskaffede sig et MD87-fly og året efter et MD83. Første A320-fly blev leveret i foråret 2014 og blot halvandet år senere er det femte Airbus-fly netop ankommet til flåden.

Flyet har fået registreringen OY-RUS og blev oprindeligt leveret til Hong Kong-selskabet Dragonair tilbage i 1993. Siden har flyet været omkring Mexicana samt de seneste fire år hos det chilenske flyselskab Sky Airline.

OY-RUS landede onsdag aften kl. 19:08 i Billund Lufthavn efter en tur fra Mexico via Montreal til Billund. Nu udestår der en opgave med at få flyet synet og godkendt af Trafikstyrelsen, inden det kan sættes i drift.

Indtil videre fremstår flyet i helt hvid bemaling, men på et senere tidspunkt skal det omkring Airborne i Dublin for at blive udrustet i fuld krigsmaling. DAT forventer, at første flyvning med OY-RUS kan finde sted i slutningen af november måned.

“Fra nu og frem til den 1. december er der relativt stille, men herefter skal vi i gang med flyvninger for skiarrangørerne Nortlander og Danski, ligesom vi inden længe påbegynder flyvningerne til Maldiverne, Porto Santo og Madeira for Primo Tours,“ fortæller administrerende direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport til CHECK-IN.dk.