Ferie for Alle tæt på alletiders rekord

Ikke færre end 64.520 besøgende kiggende indenfor ved 2014-udgaven af Ferie for Alle i Herning Messecenter, hvilket var tæt på at være alletiders rekord. Charterarrangørerne rapporterer om et stort salg.

I 2012 satte Ferie for Alle den hidtidige besøgsrekord med 66.195 gæster i de 23 timer, hvor feriemessen har haft portene åbnet for de mange danskere, der har valfartet til Herning fra alle dele af Jylland og Fyn.

På førstedagen af årets feriemesse lagde man ud med flere end 21.000 besøgende, og med næsten 24.000 indenfor dørene i løbet af lørdagen, var der allerede forventninger om, at der kunne blive sat ny besøgsrekord ved 2014-udgaven af Skandinaviens største feriemesse.

De messen lukkede søndag eftermiddag kl. 17.00 havde tælleapparaterne registreret ikke færre end 64.520 besøgende, hvilket var blot 1.675 fra alletiders besøgsrekord.

Det var ikke alene publikum, der var med til at gøre Ferie for Alle 2014 til endnu en succes for Messecenter Herning. Allerede inden fredagens åbning kunne arrangørerne glæde sig over 1.088 udstillere, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Charterarrangørerne virkede som en magnet på feriemessen. Spies solgt næsten 40 procent flere rejser sammenlignet med sidste år.

“Det er hele programmet og hele sæsonen, som kunderne er gået efter – og med vægt på all inclusive,“ fortæller salgschef Kjeld Gadegaard fra Spies, der især har solgt mange rejser til Tyrkiet og Grækenland.

Primo Tours, Star Tour og Bravo Tours har også solgt flere rejser end forventet. Hos Primo Tours nåede man allerede salgsmålet, da dørene blev lukket lørdag aften. Star Tour solgte især godt af tilbuddene fra Billund med 20 procent flere rejser over disken end ved sidste års feriemesse. Kuoni-selskabet Falk Lauritsen melder om 2.000 solgte rejser med stort fokus på Montenegro som ny destination.

Godt salg fra de store jyske lufthavne
Star Tour er en af de charterarrangører, der igennem de senere år har haft en markant tilstedeværelse på Ferie for Alle. I år var heller ingen undtagelse for Danmarks største charterarrangør, der har øget udbuddet af rejser fra lufthavnene i Billund og Aalborg.

Gæsterne på Ferie for Alle i stort omfang målgruppen for Star Tour, selvom der kan spores en forskel i, hvad der købes, hvis man kommer fra Nordjylland eller fra Øst- og Midtjylland. Fra Aalborg Lufthavn er der lagt 18 procent flere rejser op i 2014 end sidste år.

“Rejsende fra Aalborg Lufthavn foretrækker primært feriestjernede hoteller. Det er også de kunder, der køber flest all-inklusive rejser i forhold til resten af den danske befolkning,“ fortæller salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour.

Fra Billund Lufthavn har man øget udbuddet med omkring 11 procent i forhold til sidste år. Her er Tyrkiet og Kreta indtil videre gået som varmt brød, mens der også har været stor efterspørgsel efter rejsemål som Mallorca, Cypern, Gran Canaria, Rhodos, Bulgarien, Egypten, Menorca og Samos.

“Vores kunder fra Billund har gået efter komfort og hoteller af høj standard, og 40 procent af de rejser vi har solgt med afrejse fra Billund er købt af børnefamilier. Det har for kunderne i høj grad handlet om at vælge det rigtige hotel,“ forklarer Stig Elling.