Pakke med østers indeholdt kniv. (Foto: Ole Boisselier-Malmgren)

Fik tre knive gennem sikkerhedskontrollen i CPH

En dansk erhvervmand bosat i Tokyo er chokeret over, at det var muligt for ham uden hans vidende at bringe tre knive gennem sikkerhedskontrollen i CPH.

Den 31. januar rejste Ole Boisselier-Malmgren, der er eksportrådgiver ved Den Kgl. Danske Ambassade i Tokyo, fra København til Tokyo via Paris. Forinden afrejsen havde han i et IRMA-supermarked købt tre pakker østers af mærket Claire Label Rouge fra producenten Huîtres Marennes Oléron. De tre pakker østers skulle nydes, når han kom tilbage til Japan.

Da de købte østers skal opbevares ved fem graders Celsius, valgte Ole Boisselier-Malmgren at placere dem i håndbagagen, da han havde erfaring fra tidligere rejser, at Air France var villige til at hjælpe med at bevare maden på køl under rejsen.

Tre østersknive af denne type fra Marennes Oléron blev ikke opdaget i sikkerhedskontrollen i CPH. (Foto: Marennes Oléron)

Tre østersknive af denne type fra Marennes Oléron blev ikke opdaget i sikkerhedskontrollen i CPH. (Foto: Marennes Oléron)

Men Ole Boisselier-Malmgren vidste ikke, at hver pakke med de købte østers indeholdt en lille kniv med et blad på 5-8 centimeter. Men det blev heller ikke opdaget i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, hvor han passerede igennem kl. 12.45 via CPH Express sikkerhedssporet fra Terminal 2. Dermed var det reelt muligt at foretage rejsen fra København til Paris med tre knive i håndbagagen.

Konfiskeret i Paris-CDG
Ved indcheckning i Paris-CDG den følgende dag for at fortsætte rejsen til Tokyo blev Ole Boisselier-Malmgren stoppet i sikkerhedskontrollen i den franske storlufthavn. Her blev det øjeblikkeligt opdaget, at der var tre knive i håndbagagen.

“Jeg havde absolut ingen viden om, at de tre pakker indeholdt østersknive. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg aldrig have taget dem med som håndbagage. Rent faktisk blev jeg meget skræmt, da jeg blev stoppet af sikkerhedspersonalet i Paris-lufthavnen. Da jeg sagde til dem, at jeg havde medbragt dem på flyet til Paris, og at jeg var gået igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn uden problemer, var de meget chokerede,” fortæller Ole Boisselier-Malmgren til CHECK-IN.dk.

Lovlig kniv
Hos Københavns Lufthavn har man undersøgt hændelsen og kontaktet den danske importør af produktet. Herfra bekræftes det, at kniven ikke overstiger de tilladte seks centimeter.

Security i de europæiske lufthavne er reguleret efter samme EU-forordning 1998/2015, og ifølge denne må en kniv, der medbringes i håndbagagen, ikke overstige seks centimeter (fra spidsen af bladet og ned til skaftet, red.). Overstiger knivens bladlængde 6 centimeter vil passageren i CPH blive bedt om at sende kniven som indchecket bagage, eller alternativt vil den blive overdraget til Security.

“Securitymedarbejdere i Københavns Lufthavne er uddannet og certificeret, og er i den forbindelse er naturligvis bekendt med den tilhørende lovgivning. De vurderer dagligt bladlængden på knive, som det var tilfældet i denne sag. Vi beklager naturligvis, at passageren har fået inddraget sine østersknive i Paris, men omtalte østerskniv er jævnfør EU-lovgivningen lovlig at medbringe i håndbagagen,” siger sikkerhedschef Johnnie Müller fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Den pågældende passager blev ikke udtaget til manuel kontrol, hvilket kunne indikere at sikkerhedspersonalet angiveligt har overset knivene. Det afviser lufthavnen dog.

“Medarbejderne i security er grundigt uddannet i at benytte udstyret til netop at foretage vurderinger af denne karakter. I tvivlstilfælde kan de udtage effekterne til manuel kontrol.”

 

Relaterede artikler:

CPH: Behold bæltet på

CPH tester kropsscanner

Skærpede sikkerhedskrav til USA breder sig