- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair åbner rute til Los Angeles

Finnair vil fra foråret 2019 flyve direkte fra Helsinki til Los Angeles. Dermed bliver der færre kunder til de to direkte LA-ruter fra Stockholm.

Selvom langt den overvejende del af Finnairs langdistanceruter går til destinationer i Asien, så flyver det finske oneworld-selskab også til destinationer i Nordamerika.

Fra den 31. marts 2019 kommer endnu en USA-rute i trafikprogrammet. Denne gang er destinationen Los Angeles, og Finnair vil flyve tre gange om ugen med selskabets nye Airbus A350-900.

Med den nye rute til Los Angeles vil Finnair komme til at tilbyde daglig betjening til den amerikanske vestkyst i sommerhalvåret, da selskabet også tilbyder fire ugentlige afgange til San Francisco.

“Det er en stor glæde for os at kunne udvide vores nordamerikanske netværk med en ny rute til Los Angeles opereret med vores Airbus A350 Vi åbnede vores rute til San Francisco for to år siden med en helt overvældende succes, hvilket beviser, at Californien og vestkysten er meget populær hos vores kunder. Vi er overbevist om, at ruten til Los Angeles fremadrettet vil få samme opmærksomhed,” siger Juha Härvinen, der er kommerciel koncerndirektør hos Finnair.

Finnair har tidligere betjent Los Angeles. Fra maj 1981 til oktober 1991 fløj selskabet med DC-10 på ruten, først via Seattle og sidenhen nonstop fra Helsinki.

Passagerer fra flere markeder
Med den direkte rute til Los Angeles, vil de finske rejsende, der i dag rejser via Stockholm for at komme til Los Angeles, få et alternativt rutetilbud. SAS flyver nemlig i dag på daglig basis fra Stockholm til Los Angeles, men Norwegian i sommertrafikprogrammet har betjent ruten med tre ugentlige afgange.

Finnair kan ikke alene drive ruten på det passagergrundlag, som det finske hjemmemarked repræsenterer. Selskabet oplyser da også, at man forventer at kunne tiltrække passagerer fra Skandinavien, Baltikum, Rusland og Nordtyskland.

Los Angeles bliver Finnairs femte destination i USA. I forvejen flyves der til New York-JFK, Chicago, San Francisco og Miami. Finnairs USA-ruter indgår som en del af det atlantiske joint venture-samarbejde med American Airlines, British Airways og Iberia.

 

Relaterede artikler:

Finnair må suspendere USA-rute som følge af pilotmangel

Finnair lancerer sin fjerde USA-rute

Finnair bruger A350-900 til charterflyvning