(Foto: Hamburg Finkenwerder News)

Finnair Europas punktligste flyselskab

Finnair var de bedste i Europa til at ankomme til tiden i februar. Konkurrenterne SAS og Norwegian kom end ikke i top 10.

Finnair var Europas mest punktlige flyselskab i februar, hvis man skal tro amerikanske Flightstats. Således kom 92,45 procent af Finnairs fly frem til gaten inden for de 15 minutter efter planlagt ankomsttid, som Flightstats definerer som til tiden. Med til historien hører dog, at det kun lykkedes Flightstats at registrere ankomsttiden til gate for 80 procent af Finnairs 7.618 planlagte flyvninger i februar.

Nummer to i Europa blev Iberia med 92,33 procent af flyene fremme inden for 15 minutter efter planlagt ankomsttid. Her lykkedes det Flightstats at registrere 94 procent af de 13.010 flyvninger.

Swiss og Icelandair i bund
Hverken SAS eller Norwegian formåede at komme ind i top 10 i februars europæiske punktlighedsstatistik. SAS blev nummer 13 med 85,64 procent af flyene til tiden, mens Norwegian blev nummer 20 med 80,84 procent til tiden.

Nederst på den europæiske rangliste for februar som nummer 29 og 30 finder man overraskende nok Swiss og Icelandair med henholdsvis 74,1 og 59,6 procent af flyene til tiden.