Finnair A319. Foto: Valentin Hintikka / Wikimedia Commons.

Finnair lancerer WiFi på Europa-ruter

Finnair vil frem til næste sommer installere hurtigt internetforbindelse på alle selskabets Airbus-fly i A320-familien. De første seks fly er i luften med WiFi, og tjenesten er gratis i testperiode.

Finnair lancerer en ny højhastigheds internetforbindelse om bord på flyene på selskabets europæiske ruter.

Fra og med den 19. juli får Finnairs kunder adgang til branchens angiveligt hurtigste internethastigheder om bord på fly. WiFi-servicen skulle gøre det muligt for passagererne at bruge internettet fuldstændigt, som de gør på landjorden – fra websurfing og online shopping til afspilning af musik og streaming af film og tv-udsendelser fra forskellige streamingtjenester.

Finnair har indgået aftale med det globale kommunikationsselskab Viasat Inc., som leverer den hurtige internetservice, og teknologien er allerede blevet installeret på seks af Finnairs mellemdistance Airbus-fly.

20 fly med internet i løbet af sommeren
Ved udgangen af ​​sommeren forventes cirka 20 af selskabets fly at have den nye internetservice om bord, og inden sommeren 2019 vil Finnairs passagerer kunne få højhastighedsinternet på alle selskabets mellemdistance Airbus-fly, som omfatter A321, A320 og A319. Finnair tilbyder allerede internetforbindelse på alle sine langdistanceflyvninger.

“Vi er meget glade for, at vi kan tilbyde vores kunder noget helt specielt, en topmoderne internetforbindelse på vores europæiske fly,” siger Piia Karhu, underdirektør med ansvar for kundeoplevelser i Finnair.

“Kunderne kan også nyde de tjenester, vi leverer online via vores nordiske Sky-portal, heriblandt de seneste digitale aviser og indkøbsmuligheder. Med internetforbindelse ombord får vi også mulighed for at introducere nye værktøjer til vores besætninger for at forbedre kundeoplevelsen ombord,” siger Piia Karhu.

Gratis to-måneders testperiode
Finnair opfordrer nu sine passagerer til at afprøve tjenesten gratis i testperioden på to måneder. I løbet af denne periode samler Finnair informationer om systemfunktionalitet og får feedback om den samlede kundeoplevelse.

Viasats vicedirektør Don Buchman siger: “Ved hjælp af passagertestfasen får vi de kritiske indsigter, der er nødvendige for yderligere at optimere vores service for at sikre, at Finnairs kunder får en unik oplevelse bygget op om deres behov, interesser og brugeradfærd.”

Enkelte begrænsninger og restriktioner
Når det nye højhastighedsinternet er installeret på Airbus-flyene, vil internetforbindelsen være tilgængelig på de fleste af Finnairs europæiske flyvninger. Der er dog nogle begrænsninger over havområder som Biscayen og Nordsøen, hvor satellitdækning ikke er tilgængelig, ligesom der er restriktioner over Letland, Litauen, dele af Hviderusland og Rusland.

Alle WiFi-aktiverede mobiltelefoner, tablets og bærbare computere kan ifølge Finnar få adgang til den nye højhastigheds-internetservice.

Viasat Inc. står også bag det nye WiFi-system på SAS’ flåde af Airbus og Boeing mellemdistancefly.

 

Relaterede artikler:

Rekordmange passagerer med Finnair

Finnair vil købe op til 30 nye fly

SAS ruller WiFi ud på Europa-ruter