Finnair øger presset på SAS

Finnair åbner to nye ruter fra Helsinki til Sverige og overtager to andre sverigesruter fra datterselskab. Dermed øger selskabet presset på SAS.

Finnair åbner nu ruter fra to provinsbyer i Nordsverige til Helsinki – Finnairs trafikknudepunkt. Dermed vil selskabet forsøge at stjæle passagerer fra SAS, der har flyforbindelse fra de to byer til Stockholm. Det er folk fra de to byer Umeå og Luleå, der får daglig forbindelse til Helsinki. Herfra kan de flyve videre ud i Europa og verden med Finnair.

Med SAS kan de ofte flyve videre ud i Europa fra Stockholm Arlanda. Men skal de til Asien, så kræver det faktisk en tur videre ned til København, inden de kan sætte sig ombord på et SAS-fly til Asien – og flyve ”tilbage” henover Sverige mod Østen. Her er det en smule anderledes hos Finnair, der har omkring 15 ruter direkte fra Helsinki til byer i Asien.

Umeå er den største by i det nordlige Sverige, med en voksende befolkning og et levende kulturliv. Luleå er en af Sveriges nordligst beliggende byer med en lang historie inden for stålproduktion. Begge byer ligger ud til Østersøen.

Finnair overtager desuden to svenske ruter fra datterselskabet Flybe Finland. Det er ruterne til Visby på Gotland og Norrköping lige syd for Stockholm.